Du er her:
[Episk Brand]
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf, epub, kindle
Om verket
Les mer om verket
1.utg: [4]r
HIS: 11
Over Storfjellet.
{2}3.
Der højner sig et Strøg i Norges Land;
Mod Øst det langsomt opp af Dalen stiger,
Mod Vest det styrter bratt til Fjordens Rand,
Og dette Strøg er Viddens øde Riger, ˹.˺
Der gror den brune Lyng i Skogens Sted,
Der modnes Mos kun mellem mørskne Stene,
Der folder Fonnen ud sin Kappe bred,
Der lever Renen uskræmt og alene.
HIS: 12
#
Der gaar ej banet Vej i dette Strøg,
Det er et vildsomt Land for Fod og Tanke;
Snart hvirvler Bræen som en Skogbrands Røg,
Snart ligger den ˹og skinner˺ som Lin i Folder slanke,
Snart nikker nøgne Nuter over Hejen,
Snart hyller de si{t}g ˹tætt i Skoddens ˺ ˹som i Hætter og˺ Hoved ind i Slør;
En enlig Stav, en Stenrøs viser Vejen
Igjennem Skardet, stængt mod Nord og Sør.
1.utg: [4]v
#
Det var en Sommermorgen sval og stille;.
Nær ved det Sted paa Viddens brede Bryst,
Hvor Elven, minket til en tvedelt Kilde,
Af Myren siver ud mod Vest og Øst, –
Der sad en liden Flok af glade Venner
Med unge Piger i et samlet Lag;
I Gru{en}ven under Kjedlen Lyngen brænder
Og Vinen funkler i den klare Dag.
# ˹
HIS: 13
#
Det er nok Storkarlefolk, ˹de,˺ som her er ude;
thi de har Fører med, og Hest, og Kløv,
og Flag paa Stang og Hatte smykt med Løv,
og Dug er bredt udover Lyngens Pude.
˹Iblandt de Unge sidder en og synger;˺ Der sidder en og synger blandt de Unge
Der er som Sol udover Sangen spredt;
nær ved ham hviler sig en Pige, let,
som Fugl, der opp og ned paa Pilkvist gynger.
# ˺ #
Snart klinger Spøg og Lattersalver stærke,
Snart tystner Jublen ˹naar˺ just den lød som bedst,
Paa Ord og Aasyn er det klart at mærke
Vort Lag er samlet til en Afskedsfest.
{D}Iet Klyngen staar en Mand, ej just bedaget,
Ej heller ung, men stærk og vel ved Magt;
Han vender si{t}g til To, ˹hint˺ et Par i Laget,
Med lyse Syner over Panden lagt.
HIS: 14
#
Han fylder Glasset og til Lyd han slaar,
Han leer saa smaatt og tager saa tilorde:
«Vorherre vid˹s˺te pr{ø}ægtigt hvad han gjorde
Da han lod Eder mødes paa min Gaard.
Du, ˹ Agnes, sendtes skrantende fra˺ Dagmar, skranted lidt svaart i Byen;
˹Du skulde˺ Og sendtes opp i Fjeldets friske Luft
At drikke Sol og Dugg og Granens Duft, –
Og saa kom han som falden ned fra Skyen.
1.utg: [5]r
#
«Han kom med Malerkassen paa sin Rygg,
Han kom fra Syden hjem, fra Rejser lange,
Han var saa stærk og sund, saa kjæk og trygg,
Og havde Brystet fuldt af tusind Sange.
Han søgte Skjønhed, sagde han, paa Fjeldet,
Bland Moens Graner og langs Skogens Elv,
I Skye{ns}rs Stormflugt under Himlens Hvælv, –
Da traf han dig, – da fandt han Skjønhedsvældet.
HIS: 15
#
«Da malte han sit bedste Mesterstykke,
Han malte Sundhedsroser paa din Kind,
To Øine malte han, som lyste Lykke –
Og saa et Smil, som lo i Sjælen ind;
Jeg mærked snart at jeg, din gamle Doktor,
Var overflødig Mand ved slig en Kur;
Hans Sange virked bedre end Dekokter,
Ja bedre selv end Bad i Guds Natur.
#
Dog, overflødig? Nej, det var jeg neppe;
Mig var det jo, som stopped ham en Dag,
D{er}a han stod rejseklædt med pakket Skræppe,
Og minded ham om en fornøden Sag, –
En Sag, som I {t}To havde ganske sovet
Blandt Drømme bort i Leg og Gjækkeri;
Og hvilken Sag? Jo, den at bli’ forlovet; –
Hvorfor? Fordi han havde glemt at fri.
1.utg: [5]v
HIS: 16
#
Han havde glemt at fri og du at svare;
I nød kun Timen, som den blev jer undt;
I tænkte nok at Legen kunde vare
Lig Sommergildet, der gaar Døgnet rundt.
I tænkte? Nej, I tænkte netop ikke,
Og allermindst paa eders Fremtids Hus;
I ˹sang i˺ lo med Sjælen, lo med Mund og Blikke, –
Og Uger gik som i en Festnatts Rus.
#
Saa maatte jeg vel handle, kan jeg tro;
For ham jeg fried og for dig jeg svared,
Og lagde sammen eders Hænder to
Og dermed var det Hele grejt og klaret.
Saa stod et Lag tre hele Døgn tilende,
Saa fulgte vi det unge Par fra Gaard;
Nu, Venner, er det Afskedstimen slaar;
Thi her vi skilles maa fra ham og hende.
HIS: 17
#
Snart er det stillt som før hos os i Dalen,
Kun Elven synger os sin gamle Sang,
Snart sænker Solen sig, snart flygter Svalen,
Af Mindet har vi kun en Efterklang;
Saa gulner Hægg og Hasl ved Løvfaldstid,
Saa stivner Mark og Myr og Vintren kommer, –
En Natt, – saa ligger B{e}ørg og Bakke hvid, –
Men I gaar ind i Lykkens lyse Sommer.
#
Først gaar I over Viddens tause Toppe,
Saa gaar I ned til Fjorden dybt i Vest;
Der ˹venter˺ ligger Ægirs Hest med Dampen oppe, –
Paa den I rider hjem til Bryllupsfest;
Saa ˹styrer˺ flyver I mod Sydens Land tilsammen,
Lig unge Svaner paa den første Flugt;
Der lever I et Sommerliv med Gammen,
Som Drømmen dejligt og som Sagnet smukt.
HIS: 18
#
Thi Glædens Godvejr er det, som skal berge
Jer Baad paa Farten over Livets Hav;
Til Lykkens Fane er det I maa sværge, –
E{n}t Sorgens ˹Hærtog˺ Vinter lagde Jer i Grav;
I skabtes til, og derfor være priset
Den Haand, som spinder Skjæbnetraaden lang,
At gaa jer Pilgrimsgang til Paradiset
Igjennem fagre Riger frem med Sang.
#
Se, derfor vil jeg denne Søndagsmorgen,
Skjønt Læge kun og Lægmand, ikke Præst,
Fredlyse jer for Savnet og for Sorgen
Og vie ind jert Liv til ˹en˺ Glædens Fest.
I Solskin ˹og Godvejr˺ skal I stævne gjennem Stimlen,
For jer skal Stjerner ˹tændes og˺ tindre ˹ smukt ˺ hver en Natt,
Jert Liv skal være som et ˹eneste˺ stort Tagfatt,
Til legende som Børn I ˹engang˺ finder Himlen!»
1.utg: [6]v
HIS: 19
#
Her taug han stille;. ˹ {b}Bagom Talens˺ ˹ halvgjemt ˺ der laa halvvejs Spøg
˹laa Alvor glyttende som bag en˺ I Talens Ord indunder Alators Kaabe;
Med Fingren over Øjet lett han strøg
Og tømte Glasset ud til sidste Draabe.
Men Ungdo{g}msflokken stormed frem i Klynge
Med fyldte Bægre om de unge To,
I Ban blev ˹hver˺ Sorgen ˹blev˺ lyst, der turde tynge
Det lette Løvværk over deres Bo.
#
{M}Han strøg af Sproget ud hvert Ord, som hyste
En Tanke kun om fjerne Uvejrsdrøn,
Man { <...> }kransed dem med {l}Løv og man dem lyste
Som Glædens ægte Børn i Kuld og Kjøn.
Og mer og mere vildt sig Flokken fletter
I Ringdans over Lyngens brune Bræm;
Man rejser Nidstang højt mod Mørkets Vætter,
Og ˹Man˺ maner alle Dagens Alfer frem.
HIS: 20
#
Saa faldt der som en Slapphed paa de Vilde,
Den sidste Rest var tømt af Jublens Væld,
Man trykked Parrets Hænder ˹stærkt˺ tungt og stille
Og bød et langt og alvors ˹tungt˺ stærkt Farvel;
Saa vandred Flokken østerpaa mod Dalen
˹Og˺ Mens Føreren red langsomt vesterud, –
Men viftende stod midt i Højfjeldssalen
Den unge Maler ene med sin Brud.
1.utg: [7]r
#
Han svang sin Hatt og hun lod Sløret flagre
Til Takk for hvert Farvel, som blev dem sendt,
Til Takk for hver en Hilsen, stedse {S} svagre,
Der lød, til Flokken svandt i Skardets Skrænt.
Da saa de paa hinanden stillt en Stund
I Alvors Efterglands af Afskedsstunden,
Saa sittred frem et Smil om Begges Mund,
Lig Sol der sittrer gjennem Løv i Lunden.
HIS: 21
#
Og Smilet voxte ˹og voxte˺ til der laa en Verden
Af ˹hele˺ Ungdom{s} ˹mens˺ {l} ˹L˺ykke lysende deri;
Forglemt var Venners Flok og ˹Venners˺ D<...> Færden,
Som Sky er glemt saa bratt den strøg forbi.
De saa ej fremad, heller ej tilbage,
De saa kun Nuets straalende Sekund; –
De saa ej ˹skræmte˺ fjerne Uvejrsfugle jage
Med spilte Vinger opp fra Fjord og Sund.
#
De sprang som glade Søskend Haand i Haand
Mod Vest ˹bortover˺ henover Viddens brune Teppe;
Han var saa slank og smidig som en Vaand,
Og ˹Pigens˺ hendes Fødder ˹traadte Lyngtoppen˺ rørte Jorden neppe.
Hun rev sig løs og leende hun veg,
Da raskt han atter vilde hende fange,
Og Gangen blev en Flugt og Spøgen Leg,
Og deres Ord og Latter blev til Sange:
1.utg: [7]v
HIS: 22
#
« ˹Agnes˺ Dagmar , min dejlige Sommerfugl,
Dig vil jeg legende fange;
Jeg ˹fletter˺ ejer et Nætt med Masker smaa,
Og Maskerne er mine Sange!»
#
«Og {e}Er jeg en Sommerfugl liden og skjær,
Saa lad mig af Blomsterne drikke;
Og er du en Svend, som lyster en Leg,
Saa jag mig, men fang mig ikke.»
#
« ˹Agnes˺ Dagmar , min dejlige Sommerfugl,
Nu har jeg Maskerne flettet;
Dig hjælper saalidet din ˹flagrende˺ legende Flugt,
Snart sidder du fangen i Nættet.»
HIS: 23
#
«Og {e}Er jeg en Sommerfugl ung og blank,
Jeg lystig i Legen svi mig svinger;
Men fanger du mig under Nettets Spind,
Saa rør ikke ved mine Vinger.»
#
Nej, jeg skal løfte dig varligt paa Haand
Og lukke dig ind i mit Hjerte;
Der kan du lege dit hele Liv
Den lystigste Leg, du lærte.»
1.utg: [8]r
#
« ˹Nej˺ Og , er jeg en Sommerfugl glad og fri,
Er Buret mig ubelejligt;
Jeg ved ej om Livet er 2 kort eller 1 langt ,
Men jeg ved det er sommerfugldejligt
HIS: 24
#
Da standses deres Leg medet paa Skrænten,
Der styrter i et Braadyb ned mod Vest;
Dybt under deres Fødder sejled Glenten,
{«}Og Føreren steg varligt af sin Hest.
«Far langsomt her,» sa{ae}a talte han til Parret,
Og dersom I vil værge jer imod
Hvad Ondt ˹og Ildt, jer møde kan i˺ I møde kan der nedi Skaret,
Kast Kviste to ikors for eders Fod.»
#
Saa skred han foran og de Unge fulgte
Med Hjerter klappende af stille Skrækk,
Mens nu og da et Gufs jog Skodden væk
Og viste Dybet, som sig atter dulgte.
Hun holdt ham fast, som bange Barn om Kveld,
Og hvisked: «Er det ikke som vi stiger,
Fra Livet ud, fra Lysets varme Væld,
Og skulde ned i Dødens mørke Riger?»
1.utg: [8]v
HIS: 25
#
Da løfted sig en Sky, som havde ruget,
I Uvejrsfolder svøbt, paa Bergets Barm,
Og langt bag Skyggelandet dybt i Sluget,
Steg frem en Verden, vuggende og varm;
Det var et Syn, som ingen Haand kan male,
Det var det store, endeløse Hav,
Der laa og lyste bagom alle Dale,
Som Evigheden lyser ˹bagom˺ over Grav.
#
Der sittred So{lskin}lguld paa de brede Vande,
Og hvide Sejl ˹skar˺ jog skinnende fra ˹Strand˺ Land ,
Lig lyse Længsler over Verdens Pande
Paa Flugten mod Uendlighedens {Str}Land.
Og som en Ramme om det ˹store˺ lyse Billed
Stod Slugets mørke Vægge, Skyens Tag,
Mens Urdens Ørken var som Forgrund stillet
Mod Fjernets Lys i stærke Skyggedrag.
HIS: 26
#
Da jog en Kuling opp i Himmelbrynet
Og pidsked Bølgevidden ˹højt i Skum˺ paa sin Flugt ;
Saa lagde Skoddens Tæppe sig ˹om˺ for Synet,
Og ˹slørte˺ stængte for det vide Verdensrum.
Og mere trangt og bratt sig sænked Stien sænkte,
Og mere vildt sprang Elven ved dens Kant,
Og mere sort stod Bergets Vægg og stængte
For Dalens Løb, ˹mens˺ og Viddens Solskjær svandt.
1.utg: [9]r
#
Lig Rester af en sønderslagen Verden
Laa kirkestore Skred langs Stien strødd,
Og intet Straa af Slugets Grusbund skjød,
Og ingen Vandrer mødte dem paa Færden.
Bleg gik hun ved hans Side, syg i Aanden;
Han hørte Hjertet slaa i hendes Bryst;
Hun saa paa ham, som Barnet ser i Vaanden;
Da smilte han og sang med hævet Røst:
HIS: 27
#
« ˹Agnes˺ Dagmar , min dejlige Søster,
Sig hvorfor dit Hjerte slaar;
Lad ikke Fjeldet dig ængste og skræmme, –
Du er i din Moders Gaard.
#
Du er jo Naturens Datter;
Hvorfor vil du da grue?
Lydige Børn tør gaa om Kveld
I den mørke Spøgelsestue.
#
Du er i ˹din Moders˺ Naturens Spøgelsestue,
Men vær ikke klemt i Aanden;
Din Broder følger dig jo med Sang,
Og holder dig ˹trofast˺ fast i Haanden.
1.utg: [9]v
HIS: 28
#
Lad dig ej skræmme, hvad 2 saa {2}1 du hører,
Om Hyl eller Ugletuden, Hundetuden;
Det er ikke Kveld, det er ikke Natt, –
Her er kun Skodder for Ruden.
#
Ude er Solskin og lysen Dag;
Snart aabner sig Dørens Bue;
Lad os kun trøstigt gaa syngende gjennem
Den mørke Spøgelsestue!
#
Og alt som Sangen løfted sig fra Brystet,
Saa løfted Sløret sig fra Pigens Syn;
Hun gik ej længer klemt og hjertekrystet;
{ <...> }Paa hendes Læber legte Smil og Nyn˹n˺.
To Stene greb hun{;}, ˹kasted˺ slynged en i Fossen,
Og slynged en mod Bergets bratte Vægg,
Hvor Kampen stod og trued som en frossen
Forstenet Jutul med sit Moseskjægg.
HIS: 29
#
Og kjækk og varm hun raabte: « Nøkk i Elven,
Gaa ej med Hulken og med Suk din Gang;
Vid at du fylder os med Frost og Skjælven;
Thi vi er skabte kun for Glædens Sang!
Du onde Bergtrold med din runkne Pande,
Staa ej og tru os hvor vi skal forbi;
Stæng ikke Vejen for os; vid at vi
Skal ud til 2 Lys{e}tt og ˹ 1 Leg til Lykkens Lande!»
#
Da ˹runger der en Sangerrøst˺ lyde en mægtig Røst i Sang fra Fjeldet,
Som naar et Orgel ˹i en˺ gjennem Kirken gaar;
Den døve{d}r Elvens ˹Brag˺ og Fossevældet,
Og langt af Led dens stærke Bølger slaar.
˹Den˺ Da standser Lykkebørnene paa Vejen,
Hvor nys, trods Nøkk og Jutul, frem de foer;
De studser, lytter, stirrer opp mod Hejen,
˹Der˺ Hvor Røsten ruller gjennem Sangens Ord:
HIS: 30
#
Herre, gjør mig paa Smerte rig,
skygg for ˹hver fristende˺ min eneste Glæde;
pidsk mig ind under Forsagelsens Flig;
Herre Gud Fader i Himmerig,
Lær mig at lide og bede!
#
Lær mig at gaa gjennem ˹Kjødets˺ Livets Land
blind for Sol og for Sommer;
lær mig at ville mer end jeg kan;
{R}raab paa mig, ˹Herre˺ Jesus , min Frelsermand,
˹og bøj saa mit Sind at jeg kommer˺ min Konge, min straffende Dommer!
#
Jorden er som en Vinternatt,
alle Sorger er tindrende Stjerner; –
som Lys for Vildfarendes Fod er de sat;
˹slukkes de Lys˺ slipper jeg dem , da gaar jeg forladt, –
og ˹jeg ved ikke den som mig˺ Ingen mig leder og værner.
Sorgen sidder som Dronning prud
I sit isnende Nordlysklæde.
Følg mig, Alle, i Natten ud!
Herre, Herre, du Himmerigs Gud,
Lær os at lide og bede!
1.utg: [10]v
HIS: 31
#
Saa lød det højt deroppe, hvor en Sti
sig bugted fra en Afdal gjennem Urden;
saa lokked ˹det˺ han igjennem Alvorsluren
for Verdens Hjord vidt over ˹ Skard˺ Dal og Li.
Da kom de To ihug med lønlig Anger,
hvad før ˹blev˺ var glemt, at kaste Kors for Fod; –
forsent; her spratt ej nogen Kvist fra Rod,
og ned imod dem kom den stærke Sanger.
#
Det var en sortklædt Mand med fine Trækk,
lidt bleg, lidt skarp, lidt skaldet over Panden;
med højre Haand han visked Sveden væk
og gik imens med Hatten i den anden.
Hans Øje minded om et Tjern i Skyggen,
om Noget, som er dybt og dulgt og gjemt;
han bar en snøret Randsel over Ryggen
og holdt sin Kjæpp indunder Armen klemt.
HIS: 32
#
Hans Vej ˹bar˺ gik {m}ned mod Bygden, som de Tvendes;
han hilste høfligt der han gik forbi,
dog laa der noget Spørgende deri,
som om han tæ˹n˺kte «skulde vi ej kjendes?»
Og samme Tanke greb den unge Maler,
Han standse{r}d tvivlsom Manden paa hans Vej
Og sp{ø}urg{er}te: « Koll! Er det med dig jeg taler?»
Da svared hin «Hvad,? Axel, er det dig?»
1.utg: [11]r
#
Det var ˹hint˺ et Vennepar fra Skoletiden,
som engang stod hinanden brodernær;
saa skiltes de og mødtes aldrig siden,
før halvt som Fremmede de mødtes her.
Hvorm Meget laa ej mellem nu og Skolen?
{H}hver gik sin egen Vej i Verden ud;
{H}hver higed paa sin egen Vis mod Gud, –
en ved Paletten, en paa Prækestolen.
HIS: 33
#
Men Axel var den Første, der fik Mæle
for alle Minder, som i Sjælen sov;
han fatted Vennens Hænder, ˹lig˺ som et Rov,
det han med ingen Mand paa Jord gad dele.
Saa talte han med Glædens Feberhast
om Baandet, han isommer havde bundet,
om alt sit Haab, og mente fuldt og fast
han havde Vej til Vennehjertet fundet.
#
Dog Koll stod stum; han løsnede med Læmpe
sin Haand af Vennens <...> varme Nævetag;
der spilled om hans Mund en Trækkning svag,
han syntes med sig selv en Strid at kjæmpe.
Han svared, halvejs fremmed, halvt forlegen:
«Det er jo godt at vide sig i Havn;
{D}du er jo Maler nu og har et Navn;
hver Vej er rett, saafremt den er ens egen.»
1.utg: [11]v
HIS: 34
#
Men to Slags Vej { <...> }kan {V}vælges af Ens Vilje;
en er at ligne ved en farbar Elv;
paa den gaar Farten, lig en ˹Leg˺ Dands paa Tilje;
en anden er den Vej du bry{ g }der selv; –
{ <...> } hin ligger bred for dig og tusind Andre;
{ <...> }den sidste maa du sprænge selv med Staal;
paa den tør du og ingen Anden vandre,
før Verden ser den bærer til et Maal.
#
Og to Slags Kald kan ˹vække˺ lokke Mandens Evne;
et lokker ham igjennem ˹Drift˺ Trang og Lyst;
det {e}andet er den Helligaand at nævne,
som sænker Flammetungen ˹i˺ mod hans Bryst;
i Kaft af den et ukjendt Sprog han taler,
i Kraft af den ham hører Jorden til;
og fik du Naaden af en saadan Ild,
da fatter jeg at du er bleven Maler.
HIS: 35
#
Da kan du gaa i Hedninglandet ud,
og tolke ˹Lysets Sag˺ Herrens Ord i Form og Farver,
saa løste Sjæle svinger sig mod Gud,
˹lig˺ som Sommerfugle fra de sprængte Larver;
2 ↕
thi da er du med Himmelen i Pagt; –
1 ↕
da kan du Folkets Jøkelhjerter tine;
men kom ihug, at ha{n}r du denne Magt,
saa er du vel den Eneste blandt dine!»
1.utg: [12]r
#
Han talte med en viss urolig Il,
med dæmpet Stemme og med hede Kinder;
hans Øjnes Glød var Blodets lig, der skinner
i Uvejrslys paa Spidsen af en Pil.
Det var som om han vred sig under Ordet,
som om han sloges med en lønlig Magt,
som om hans Tanker under Modstand bored
sig Vej og blev ham lydt paa Læben lagt.
HIS: 36
#
Den unge Pige stirred paa ham nøje,
som en, der spejder i sin Fiendes Lejr;
saa søgte hun med Tillid Vennens Øje;
˹og˺ det krævte, skjønt i Taushed, Svarets Sejr.
Hun var saa trygg, saa sikker i sin Sag,
da Maleren med Alvor tog tilorde:
«Min Ven, det er alt anden Gang idag
du prøver paa vort glade Sind at jorde.
#
«Først har du skygget for os med din Sang,
nu vil du mørkne for os med din Tale;
men giv hvad Navn du vil den glade Trang,
som hvisker i mig: Livet er at male!
Jeg trænger ingen tydende Forklaring,
jeg venter ingen Engel fra det Blaa;
Gud sender ej til hver sin Aabenbaring;
mig er det nok, at gaa den Vej, jeg maa.
1.utg: [12]v
HIS: 37
#
Og lidet har du fattet Skjønheds Gaade,
{K}kun lidt du ved hvad Kunsten skal og kan,
{I}ifald du vil { d }at ˹Frelsens˺ Nyttens Lov skal raade
{I}i Farvedigtets ˹glade˺ fagre Børneland.
O, tror du Blomstens Ret til smukt at tindre
er større, naar den Lægdomskræfter bær
i Stænglens Saftgang og i Bladets Indre,
end naar den kun har Duft og Farveskjær?
#
Og tror du Fugl skal sidde stum i Skog
hvis ej dens Sang kan lindre {n}Nogens Klage,
at alt, hvoraf du ej kan Lærdom drage,
er uden Mening i Naturens Bog?
Jeg tror paa Sjælens Rett til Fryd ved Livet,
paa Røstens Rett til Sang for Sangens Skyld,
at samme Rett er Vaarens Hvidvejs givet,
som den der givet er til Hægg og Hyld.
HIS: 38
#
Og sig mig saa tilsidst med Haand paa Hjerte,
med Sandhed fuldt og helt paa Læben lagt,
fik du det Naadens Kald, som ˹klart dig lærte,˺ du begjærte
du kaaret er til Lysets Fanevagt?
Har du fornummet Herrens Pindsemorgen,
har du følt Duen dale paa dit Sind,
˹har du ˺ hørt Flamm {er}Røsten højt fra Himmelborgen
at vie al din Livsensgjerning ind?»
1.utg: [13]r
#
Det var en Stund før Præsten samled Ord
for Svaret, som laa gjærende i Barmen;
en Feberglød ham opp i Kinden foer;
han hvisked mens han greb sin Ven om Armen:
«Ja, jeg har Kaldet, men til spredte Tider;
som Maanen voxer det og tager af;
jeg vugges opp og med som Skib paa Hav;
i Strid jeg beder og i Bøn jeg strider.
HIS: 39
#
Men jeg vil sejre; først i eget Indre,
saa over Brødrene paa Jordens Kreds;
jeg tør ej prutte; jeg er ej tilfreds
med Noget; Alt maa gjøres, intet {m}Mindre.
{ <...> }Se, Tidens Kræft er « Arbejdets Fordeling»,
«og det er den som slaar alt Hell ihjæl;
En ˹sørger for sin Bug˺ pløjer Hav , En sørger for ˹sin˺ vor Sjæl,
En for ˹sin˺ vor Lærdom – en for ˹sin˺ vor Forkjæling.
#
Se derfor er vor Slægt i Dyndet sunken,
˹thi˺ og Trællen higer ej mod Løftets Land,
han lusker gjennem Livet lam og lunken,
og havner hvor det helst sig falde kan.
Sig, hvor er den, som vil og tror og ser,
som slaar for samme Maal, hvorfor han brænder? –
Jeg ser ej Mennesker paa Jorden mer;
jeg ser kun Fødder, Hoveder og Hænder!
1.utg: [13]v
HIS: 40
#
Men det var Mennesker, som Herren skabte;
det var til Mennesker at ˹Kristus˺ Herren kom;
thi det var Mennesker, som var fortabte
og skulde kjøbes ˹løs˺ fr fra Lovens Dom.
Nu ligger fast i Grus det store Værk;
still dig paa Tinden, Mand, og se kun efter; –
græd, om du kan, og le, hvis du er stærk, –
og raab saa: ha, de skjønne spildte Kræfter!
#
Se, det ˹er˺ var Fingerpeget for min Sjæl;
grant skjønner jeg at hvad der staar tilbage,
som Livsværk for en Mand i vore Dage,
det er: paany at gjøre Slægten hel.
Mirakeltiden raader ikke længer;
Gud skaber ingen Adam mer paa Jord;
det er til Mandehjælp at { <...> }Herren trænger,
skal Slægten atter bringes i sit Spor.
HIS: 41
#
Se, derfor vil jeg gaa i Verden ud,
og samle Lemmerne, de spredte Dele,
og skabe Mennesket, det sande Hele,
for anden Gang i Lignelse af Gud.
Og derfor har jeg Krig med dig og dine,
med Alle, ved hvis ˹ Vrangsyn˺ Brøde Slægten faldt{;}, –
som dyrked ˹Sandhed˺ Skjønhed i den enkle Mine,
mens ˹Sandhed˺ Skjønhed er i Intet uden Alt!»
#
Med Øjne som en ængstet Fugl i Fælden
svam Pigen paa hans Tankers stride Flod;
det var som om hun bøjdes under Vælden
af Viljestormen i hans stærke Mod.
Men Axel rysted paa sit lyse Hoved
og svared med et Smil paa venlig Vis:
«Jeg ser, som Mand du holder, hvad du loved
som Barn, at vorde til et Verdens Ris.
HIS: 42
#
Jeg mindes godt fra Skolen mangen Stund
naa ind vi drømte os i Fortids Sage
med al dens Vold, dens Urett og dens Klage,
{ <...> }og digted vidre paa vor Kundskabs Grund;
{med}til Hjælp ˹og Trøst˺ ens Sværd du aldrig kom i Nøden;
du læmped aldrig paa de {o}Ondes Færd;
du lod det Værste ske; men efter Brøden
du stormed frem med Hævnens hvasse Sværd.
#
Det er det samme stærke Sind, som ˹nu dig˺ driver
dig til ˹ kjækkt ˺ at vende Verden opp og ned;
men ˹vid˺ husk , hvert Frø, som opp med Rod du river,
en bedre Spire kræver i sit Sted;
slukk ikke Tyristikken, skjønt den oser,
før du har ˹ Lygten tændt˺ bedre Lys for Folkets Fod {;}Spor;
stryg ej af Sporget ud de gamle Gloser,
før nye Tanker kræver nye Ord.
1.utg: [14]v
HIS: 43
#
Og husk, Ens Kald med Livets {A}Vilkaar tidt
kan staa paa krigersk Fod; Stiftskapellanen
har knapt sin Plads paa Reformatorbanen; –
hvor Fjeldet lukker, naaer ej Røsten vidt.
Forstaa mig vel; jeg ved, fra ringe Stilling
er mangen Verdenskjæmpe gaaen ud;
men dette ˹Folk˺ Land er myntet til en Skilling, –
forfalsk ej Præget, som det fik fr af Gud!»
#
Da klukked det i Præsten, lig en Latter,
der døde før den frem paa Læben rakk;
et Haanglimt om hans fine Mund sig trakk
og legte der, mens han tog Ordet atter:
«Ja, dette Folk er ˹tvedelt˺ dobbelt af Natur;
det er et ˹Storværksfolk˺ Kjæmpefolk naar Glasset klinger,
naar Sang og Tale løser Aandens Vinger
og Tanken flyver fra sit Hverdagsbur.
HIS: 44
#
Det er et Folk ˹med˺ mageløse Minder;
det er et Folk, som var saa stort engang;
det er et Folk af Kjæmper og ˹Kjæmpinder˺ Hjælpinder
naar Skalden har Bestilling paa en Sang.
Det er et Folk, ˹saa stærkt, {og}saa uforsagt;˺ som anden Gang blir vakt
det er et Folk, som knytter Haand mod Østen;
det er et Folk, som staar mod Syd paa Vagt –
naar Taleren ved Gildet hæver Røsten.
1.utg: [15]r
#
Det er et Folk, hvor Hvermand er saa gjæv,
at hele { <...> }Verden kan hos ham faa lære
hver herlig Egenskab, som skjænker Ære,
hvad jo et Sandhedsvidne engang skrev.
Det er et Folk, som tryggt tror paa sin Rett
til Verdensstyrelse fra Klippekrogen,
som ˹tog sin Væxt˺ ˹ voxed opp ˺ ˹mens˺ vaagned ungt da Tidens Aand ˹gik˺ var trætt; –
slig˹t˺ 2 er vort 1 Folk – ifølge Skudsmaalsbogen.
HIS: 45
#
Men klæder Tiden sig i Uvejrskofte,
og tystner Snakke{ <...> }n for en Livsdaads Krav,
og gjælder det at svinge ˹Staal˺ Sværd for Stav
og bære Slidren tom ved venstre Hofte, –
hvad er saa dette Folk, dets Mænd, dets Kvinder?
Et Folk, som har paa Magt og Evne Brist;
˹et Folk, som gjør sig selv saa˺ da bliver det saa bitte smaat tilsidst,
at ˹bag sin˺ fast af egen Synskreds det forsvinder.
#
Da ˹skriger˺ ræddes Kvinden og da viger Manden,
da stoppes Øret til for Ærens Bud,
da nævner ˹vi os˺ de sig Fattigfolk ved Stranden,
som, Gudskelov, fik Skillingspræg af Gud.
Hvad har ved Styrkestævnet vi at gjøre?
Hvad gjælder der vel Klippesønnens Skjærv?
Han fik engang for Alle jo det Hverv
at styre Plogen og sin Skude føre.
1.utg: [15]v
HIS: 46
#
˹Hvad kan vi for at {al}Fienden sig nærmer?˺ H<...> skal sin Fridag nyde, ej forsvare,
{a}At bringe Offer er de Andres Sag;
det var til Stads kun at en uklar Sværmer
skar Splitt og Tunge i det norske Flag.
Nej, lad de store Samfunds Kinder gløde
naar Tidens ˹Tidens˺ ˹ Verdens ˺ Aare ˹flommer˺ svulmer hed og fuld;
vi skabtes til at pløje Hav og Muld;
vor Gjerning er at svede, ej at bløde.
#
˹Ti Aar˺ Et Skridt endnu, saa har vi ˹Folkemørket˺ Sjælemørket ,
den klamme Halvnatt for en Dvergfloks Dont,
hvor Ingen skjelner mellem Godt og Ondt,
fordi hans Syn er dumt, hans Bryst fortørket.
Da ruger Stenkulskyen over Landet,
lig Askeregnen over Oldtids By;
men Ingen ser at Strøget er forbandet,
og Ingen rinder det ihug at fly.
HIS: 47
#
Nej, tvertimod; i Gru{b}vens krumme Gange
vil Hvermand ˹kjende˺ finde sig saa hjemlig trygg,
og bryde Malmen under Drypvandssange,
med Pukkel paa sin Sjæl som paa sin Rygg.
Hvert Hjerteslag af Hammerslag vil døves,
hvert ˹Sjæleskrig˺ Sj ˹ Hjerteskrig ˺ af Sagbladstandens Fil;
ved Venners Ve vil intet Hjerte kløves,
ved Frænders Fald ej slukkes noget Smil.
1.utg: [16]r
#
Og trues Troens Maane her paa Jorden
af Tvivlens Fenrisulv med Gluff og Glam, –
vil Dvergens Ættling finde det i Orden,
de{n}t ˹er en˺ Sag er for de Andre, ej for ham.
Han { <...> }hører til et Folk, kun skabt for Kiv,
men ej for Strid, for Sejr og for Berømmelse,
han nøjes med at naa, bag dette Liv,
en Smule Salighed eller lidt Fordømmelse.
HIS: 48
#
Hvad rager ham de Naglespor i Hænder, ˹?˺
{h}Hvad Dødens Angst i Olje{j}bjergets Lund, ˹?˺
{h}Hvad Blodrubinerne, ˹da˺ som Tornens T<...>der Tænder
bed Herrens Pande i den store Stund?
Det var jo for de Andre Kristus døde,
˹til dem ˺ det var han kom som Kjærlighedens Tolk;
kun Spanremslaget af den evige Jøde
var hvad vor Herre led for dette Folk
#
Ej Ord blev svaret. Stillt, som rædde Børn,
der foer ˹gaar˺ paa sorgløs Bærfangst gjennem Lien,
og staar med et for Bergets barske Bjørn,
stod Parret fjettret for ham midt paa Stien.
Med Øjne bundne til det vrede Skræmsel,
med kolde Hænder i hinanden klemt,
tilbage stirrende, forvildet, skræmt,
de sneg sig lydløst bort og søgte Gjemsel.
1.utg: [16]v
HIS: 49
#
De kom ham snart afsyne; ˹Axel˺ dybt de aanded,
som ˹en der˺ om de havde haardt og svarlig stridt,
h{ an}un trakk sit Vejr, som en, der tungt har vaandet
sig under Nattens hemske Mareridt.
Han vilde synge; men hans Stemme svigted;
han vilde le; men da var Røsten hul;
han vilde spøge; Spøgen var en Fugl,
som flygted, da den skjønte Jægren sigted.
#
Saa vendte han sit Syn mod Sydens Pinie,
mod Laurbærlunden, mod Citronens Guld,
mod Sommerlivet i den varme Vigne,
mod Drueklasen, funklende og fuld. –
Med Øret kun hun fanged hvad han malte;
halvt uden Sekraft saa hun over Fjord
og havde kun til Svar de enkle Ord:
«Men saa du hvor han voxte, mens han talte!»

1.utg: [31]r
HIS: 11
#
Han listed ˹sig˺ ˹ind –˺ langsmed Væggen ˹–˺ til en Krog, –.
Der stod {t} To tændte Lys ˹ var satt ˺ ˹stod og brandt˺ ved Sengens Ender,
hans Faer laa rak paa Ryggen, ˹og holdt˺ med en Bog
mod Brystet klemt imellem begge Hænder.
Hans Ansigt ˹var˺ tyktes mere gult end blegt,
hans Hud var ˹stramm˺ ˹ spændt ˺ blank , hans Haandled var saa ˹gan{ <...> }dske˺ smale,
hans Ben laa strakt i Længden, ˹skarpe˺ tynde , skrale,
og over dem faldt Lagnets Folder vegt.
#
Der var saa stillt og ˹koldt˺ stort som i en Kirke˹.˺ ,
{h}Han kjendte Lugten af det klamme Lin˹.˺ ,
{s}Saa mærked han paa Svalen ˹sagte˺ lætte Trin,
saa hørtes En ved Stuedøren lirke.
Det foer i ham; han saa sig vidskræmt om
og rykked inderst i sin Krog tilbage, –
og i det samme syntes han der kom
e{t}n nattklædt Kvind˹e˺ folk med et Lys i Stage.
HIS: 12
#
Hun gikk ˹frem˺ til Sengen. Hendes Gang var slingrende;
han saa hun ˹segned˺ raved for hvert Steg hun tog;
hun holdt for Lyset skyggende med Fingrene,
han kunde høre hvor hun Vejret drog.
˹Med et˺ {H}hun løfted Armen ˹strak˺ stærk og stiv, –
og raabte med en Røst, der lød som snøret,
2 ↕
˹og dempet˺ idet hun slog ˹hun˺ den Døde ˹Liget˺ under Øret:
1 ↕
«Det er fordi du har forspildt mit Liv!» – –
1.utg: [31]v
#
[Forfatternote: 2]
˹Hun vendte sig og gikk, og Lysets Skinn˺ Og i et Sukk hun lettede sit Sind
˹
faldt paa et Ansigt, som han skulde kjende.
˺
og var fra samme Stund fast ej at kjende;
[Forfatternote: 1]
{d}Det var som om et Dagværk var tilende
med Næveslaget paa den Dødes Kind,
hun ligned To, som havde skræmt ham førend
han mægted male Skrækkens Magt i Ord, –
Hun ligned Ørnen ˹som hang˺ over Stabbursdøren,
men endda ligere 2 hun 1 var hans Moer. – –
HIS: 13
#
Han vaagned stærk som Staal den ˹tredje˺ næste Morgen.
Hans Faer var død skjønt Resten var en Drøm, ˹.˺
{h}Han taug med den˹.˺ , {i} I ˹sorte Kjolers˺ Sørgeklæders Søm
sad alle Piger; det ˹fikk˺ var ˹Pynt i˺ Tegn paa Sorgen.
Og Bygdens Skrædder kom tilgaards før Middag;
han skulde sy til Gutten; tænk hvor gildt;
saa foer der Skyds til Byen; alt gikk stillt; –
˹stillt drakk de Kaffe, sørged og holdt˺ og der var Travelhed og Sorg og Fridag.
#
En Kveld kom Kisten. Den var dyr og fin;
den havde Sølv paa Laaget, kan jeg sandse;
saa kom fra Byen nysydd kruset Lin,
og rundt i Bygden kjøbtes Grønt til Kranse.
Saa kom der Granbar. Da det led mod Slutten
stank ˹Enkegaarden˺ Ligfærdsgaarden af en Duft saa rig
fra Blomster, Bar og ˹ Løv og ˺ ˹alskens˺ Grønt, at ˹ endnu ˺ altid Gutten
fra den Tid tyk{t}kes Somren lugte{ <...> } {t}d Lig.
1.utg: [32]r
HIS: 14
#
Tilslutt kom Ligfærdsdagen. Baad paa Baad
kom roende med <...> So{ <...> }gnets Mænd tilgaarde;
i Sørgehuset hørtes halvkvalt Graad,
i Gildestuen stod den sorte Baare.
Der samled Følget sig og Præsten talte.
om { <...> }Lidelser, ˹om˺ o{m}g Død˹,˺ og ˹om˺ Gravens Ro;
men fremfor Alt han Enkesorgen malte
saa Gaardens Kvinder græd, ˹–˺ og men Gutten lo.
#
Han lo i mange Dage; men i Smug.
Dog engang lo han saa det skreg i Skyen;
{e<...> }Det var en dag, ˹da˺ han efter vanlig Brug
han greb Aviserne, som kom fra Byen.
Der stod paa Prent med Kors og Sørgerand
i Nummeret for Januar den syvende:
«I forrige Maan{ d }ed har min elskte Mand
ved Døden mig forladt den firogtyvende.» –
HIS: 15
#
Hvor hun var ˹virksom˺ driftig da hun kom paafode!
Fra tidligst Morgen og til sent paa Kveld
hun gikk og syslede med { h }Husets Stell;
selv tog hun Haand i Alt; hun Ingen trode.
Og Alt blev gjort i Stillhed og med Ilen,
som af en Syg, der nages af en Pligt;
det var som om hun ræddedes for Hvilen,
for Still Mørket og for Tanker og for sligt.
1.utg: [32]v
#
Der var en liden spettet Hund paa Gaarden;
den havde Gutten kjær af Hjertens Grund.
Saa hændte det en Dag udover Vaaren
at Gutten legte med den lille Hund.
De laa i <...> Sandet udenfor ved Væggen,
og Hunden loggred, Gutten strøg dens Skind; –
da foer der som en Trollmagt i hans Sind;
han rejste sig, gikk bort og hented Slæggen.
HIS: 16
#
Han svang den; Hunden peb og Gutten slog den;
den faldt og skreg, den rejste sig og faldt,
det var som om den bad for sig; saa drog den
sig unde{ n }r Trappen hylende og halt.
Men i den samme Stund, ja endnu førend
han saa sin vilde Gjerning fuld og klar,
stod Modren tætt ved ham i Stabbursdøren,
høj, mager, graa, og spurgte hvad det var.
#
«Sig, hvorfor sl{og}aar du den?» hun ˹raabte˺ spurgte vred;
˹han skalv, – det jog ham˺ saa det jog Gutten iskoldt gjennem Blodet;
ens Moder staar der Skrækk af, som en ved, –
men endda tvang han sig og løfted Hodet;
han stod endnu med Slæggen bagud bøjet,
med Haanden klemt om Skaftet, strak og stiv,,
og svar{ed}te med et trodsigt Blink i Øjet:
«Det er fordi den har forspildt mit Liv!»
1.utg: [17]r
HIS: 11
To paa Kirkevejen.
4.
Der ˹er et Sagn om Trollet˺ tales om en Jutul , som kom gaaende
˹og skulde over ved˺ nedover Fjellet langs ˹en Fjord etsteds˺ med Totakvand
han ˹men˺ skræved ikke vidt nok og blev staaende
paa hundred Favne Vand. Det rakk tilknæs.
For slige Karle synes ˹Stien˺ Sluget dannet,
som bær fra Tinderne til Fjorden ned;
to Dale deler den i trende Led, –
en tre Trins Trapp fra Vidden ned til Vandet.
HIS: 12
#
Gaa timevis og vend saa oppad Øjet,
og du vil tro du staar ved Bergets Fod;
men nedenfor, hvor Dalens Løb er bøjet,
du har det andet Braadyb for din Fod.
Den øvre Dal er trang og sort, skjønt sneløs,
der haster Isvansbækkene forbi,
den nedre Dal er trang og graa og træløs, –
der dør og fødes Mennesker, som vi.
1.utg: [17]v
#
Men tro kun ej du er ved Fjorden fremme
hvor spredte Sjæle ˹bor˺ bor ˹ gaar ˺ som Grænseskjæll
imellem Liv paa Vang og Død paa Fjell,
hvor Sol er kold, og ˹hvor˺ Armodsdom har hjemme.
De nedre Galler maa du nedad stige;
der ser du Bygder af et andet Slags;
˹paa˺ de favnestore Akre gulner Ax,
der ˹modner Frugt˺ voxer Grøde ; der˹nede bor˺ er du blandt de Rige.
HIS: 13
#
Det var i øvre Dalen at de mødtes.
De ˹kom <...> ˺ var som Lynskyer {;}sejlende til Slag;
de st{ødte}yred sammen; der gikk Glimt og Brag
af Uvejrstævnet, derpaa bort de stødtes.
De to tog Vejen ende nedad Bakken,
men Brand gikk langsmed Stupet; han var kjendt; –
han spændte Skræppen højere paa Nakken,
skred {f}Fod for Fod med Øjet indadvendt.
#
Korsdragerlykken lyste paa hans Pande.
˹Han svælged i˺ Ja, har du kjendt den ˹pinefulde˺ smertelige Fryd
en Sjæl kan suge af det Ord « Fortryd» –
˹paa Sprang˺ i Svingning ˹i˺mellem { <...> } <...> ˹favne˺ og forbande?
Han havde mødt den sommerglade Sanger
han havde døvet Sangen med sit Ord,
han havde vendt hans Syn fra Sol til Jord{,} ˹; –˺
˹ han saa sit Værk˺ ˹ nu saa han det og vred sig i˺ han havde øved Ondt og ˹nød˺ <...> sin Anger.
HIS: 14
#
Han bredte sine Arme vidt for Vinden,
fremover sprang han saa med aaben Favn,
der brandt en Taare hed og salt paa Kinden,
han raabte som i Angst paa Ejnars Navn.
Det blev ej hørt. Og atter sagtned Farten,
og atter svaltes ˹Svien˺ Branden i hans Blod;
udover gik han till han stod paa Knarten,
hvor Stien vinder sig till Bergets Fod.
#
Langt foran og dybt nede gik de to;
men Hest og Fører var forlængst afsigte.
Hun prøvte Kloppen, der var lagt som Bro;
det lod, som han var rædd den skulde svigte.
Men over kom de og med sænkte Hoder
de skred langs Randen af det vaade Gab;
hun gik ˹og bar˺ saa tungt som Menneskenes Moder
og bar sin Kundskabs ˹Vinding, Paradisets˺ Skat sin Uskylds Tab.
HIS: 15
#
Saa blev de borte mellem Holt og Skred;
men Brand blev ved at stirre, søge, lede
fra Højden, hvor han stod, i Dalen ned;
det var sin Hjembygd, som han saa dernede.
Han kjendte Vandet, ˹trangt˺ langt og krumt og sort,
og Jordfaldsbakken med de magre Birke,
den runde Kirkegaard med Stentagsport,
den gamle Bro, den tjærebr{ <...> }edde Kirke.
1.utg: [18]v
#
De spredte ˹ Grænder˺ Gaarde kjendte han igjen,
hver Bugt paa Vejen kunde han erindre,
det ˹røde˺ gamle Telthus saa han stod der end;
dog tyktes ham at alt var blevet mindre.
Og ende ud till Fjorden Synet naaer;
han saa en Jagt, som stod till Lands for Børen;
han saa en Brygge og en hvidmalt Gaard,
det var Landhandlerenkens Gaard paa Øren.
HIS: 16
#
{ <...> }Det var hans Moders Gaard, hans Barndoms Hjem,
der var han voxet mellem Strandens Stene;
nu myldred der en Hær af Minder frem,
som før forgik i Natten af det ene.
Han skjød dem fra sig og han jog dem væk,
men atter kom de gjækkende og grinende;
«{ <...> }Brand, kan du huske? spurgte de ham pinende,
hans Bryst blev trangt, han kjendte Hjemmets Skrækk.
#
Han kjendte Klemslen af at staa i Slægt
med noget, som laa udenfor hans eget;
hans halve Styrke var som fra ham veget
for Tyngslen under Fællesskabets Vægt.
Hvad stort han nylig vilde, blev ham fremmed,
hans Evner sygned og hans Hug blev sprød,
han kjendte sig ved Nærmelsen af Hjemmet
som Samson klippet i sin Skjøges Skjød.
1.utg: [19]r
HIS: 17
#
Han slang sig ned ved Vejen paa en Helle
og sagde halvt i Tanker halvt med Ord,:
«Det er som Drauger stod og græd ved Fjord,
det er som Trollfolk skreg fra alle Fjel{ d }le;
ja, ja; I kan nok kjende mig igjen,
skjønt jeg er bleven stor fra sidst {i}I saa mig;
jeg skaaret er af eders Skyldfolks Lænd;
vi er i Slægt og I vil hilse paa mig.
#
Se nu, hvor mørkt og koldt det blir ved Stevnet;
det trækker opp till Uvejr; det er rett;
der ude falder Regnen tung og tætt, –
nu minsker Jagten Sejl; dens Fok er revnet.
Stryg, Storm, og sval min Pande, sval min Kind;
fej Luften ren for alle Mindets Dun{–}ster,
der ligger Ge Pest i dem, som ingen Kun{ ; }ster
har Helsebod for uden Fjernets Vind.
HIS: 18
#
Min Moders Gaard, – se, den er malet ny,
har Pandetag ˹Teglstenstag˺ og grønne Vind<...>uskarme,
men ligger v{ind}ejrhaardt, savner Træers Ly,
har skjelden Sol og aldrig Middagsvarme.
Der gaar hun Aar for Aar, bestandig lig
sig selv, med ˹Rastløshedens˺ Travlheds evige Lænke paa,
og skjøtter sit, og ˹regner˺ træller , og blir rig, –
saa rig, saa rig, at det er ˹styggt˺ koldt at tænke paa.
1.utg: [19]v
#
Med et han lo, men bittert, som i Graad,
idet han Øjet langsmed Lien sænkte;
hans Røst lød dæmpet, kort og hvass og kaad,
mens halvt som drømmende han halvlydt tænkte:
Se, der er Nøddeskogen. Den har Minder!
Der saa jeg første Gang det norske Mod;
der saa jeg første Gang det norske Blod,
og Maaden hvorfor det i vor Tid rinder.
HIS: 19
#
Det var den klare Høstdag; godt jeg husker
hvor Haslen stod og rasled brun og gul;
paa Rognen hang de br røde Bær i Dusker –
og hvilken Mylder, hvilken Sang af Fugl!
Vi var paa Hjemvejen alt; jeg var den sidste;
højt hang en Hams, og den var svær at na{ ae }a;
da hørte jeg som Knas i tørre Kviste,
jeg hørte Trin, – det var en Mand jeg saa.
#
Han gik og bar en Øx indunder Trøjen,
ved hvert et Steg han glytted bag sin Rygg,
saa seg han ned, som magtløs efter Møjen,
om lidt saa stod han opp og tyktes trygg.
Han lagde Øxen paa en vindfældt Stamme
og ˹trakk˺ tog a{t}f Lommen opp en Klud, et Baand –
og skotted atter rundt, og i det samme
han hugg en Finger af sin højre Haand.
1.utg: [20]r
HIS: 20
#
Jeg saa ˹kun˺ hvor Blodet sprang; ˹jeg ved˺ men saa ej mere;
jeg løb min Vej og taug med hvad jeg saa.
Men næste Morgen fulgtes jeg med flere
till Thingstad, hvor Sessionen skulde staa.
I Stuen sad Kaptejnen ved et Bord
med Foged og med Lensmand og Betjente.
{i}I Flok stod Bygdens Folk ˹Mænd˺ og skifted Ord;
de hvisked om at Ufred var ivente.
#
Og en for en blev <...> raabt paa blandt de unge,
blev maalt og prøvet og blev skrevet opp;
naar det var gjort, han gik med Miner tunge
tillbage till den hjerteklemte Tropp.
Tillslutt kom en, som bar sin Haand i Klæde.
Hvor Dødens bleg han over Gulvet gik!
han skuled ned for sig; jeg saa ham svede –
jeg kjendte ham ved første Øjeblik.
HIS: 21
#
Han viste nølende sin Haand i Bindet
for dem som sad omkring det lange Bord;
han stammed noget om en Sigd, som for
i Fingren ind og skar den af till Skindet.
Han nævnte noget som var hændt i Vaade;
han stod som Billed paa en Verdens Nød,
han stod som en der løj og dog fortrød,
som Haabløsheden selv der bad om Naade.
1.utg: [20]v
#
Den hele Almue stimled tætt omkring;
de højned sig paa Tæer, ˹de˺ steg paa Krakke –
de bare ˹stod og glante kun, <...> ˺ saa, de glemte rent at snakke,
og hvert et Blik traff Gutten som et Sting.
Stillt raadslog de en Stund, som sad om Bordet;
da stod Kaptejnen opp, den gamle, graa; –
˹han vilde tale men han svælgte˺ Gud fri et Land f<...> slige» tog han Ordet;
han spytted, pegte ud og sagde: «gaa!»
HIS: 22
#
Og Gutten gik; ˹der aabned ˺ man danned som ˹laged sig˺ en Gang,
hvor han fik slippe gjennem uden Hinder; –
saa rødt som Blodet, der fra Fingren sprang,
saa rødt var Blodets Bluss nu paa hans Kinder.
Han gik f <...> fra Gaarde, længere, højt tillfjells,
man saa fra Tunet efter ham, fortællende; –
han steg og steg, till ikke mer han skjells; –
han hørte hjemme indimellem Fjellene.
#
Den Gutten har jeg tænkt paa mangen Dag,
især hin 17de Mai, da Folket mødte
paa Byens Torv og gik med Sang og Flag
i Procession till Frihedsmandens Støtte.
For første Gang som Rus jeg der var med,
jeg gik imellem Ungdom frisk og spillende,
jeg kjendte noget grænseløst oppildende
i denne Folkeflod {f}som ˹sang˺ faldt og og skred.
1.utg: [21]r
HIS: 23
#
Den brede Gade var for trang for Toget,
hvert Tag var tætt besatt, hvert Vindu fuldt;
der smilte fagre Kvinder till os huldt
der blinkte Baand, ˹der dryssed˺ og Blomster ˹ nyt ˺ blankt og broget.
Kanoner ˹tordned,˺ lød, og Faner slog ˹og flommed˺ for Vinden ,
og Støvet flagred som en Slagdags Flor,
og Folkesangen lød, Smaagutter trommed,
og Hjerter vidned: ˹ dejligt er vort Nord˺ det er smukt paa Jord .
#
2 ↕
˹ja,˺ De mange tusind stod om Monumentet.
1 ↕
Vort Lands Fortrøstning og dets Haab i Knopp{!}, –
Stillt blev det nu; det lod som en blev ventet.
Da steg en Mand paa Støttefoden opp.
Og Raab og Haandklapp bruste som en Bølge
og Hurra ˹skingred˺ tordned til Trompeters Skrald;
«der er han» lød det trindt i Flok og Følge; –
det var et Folk, som hilste paa sin Skald.
HIS: 24
#
Thi denne Mand var Folkets store Digter.
Lys, axelbred og stærk, foruden Hatt,
han stod ved Løven, greb om ˹Stenen˺ Søjlen fatt,
og mætted Mængdens Syn, som Storhed pligter.
Og da saa Bifaldskjendelsen var høstet,
i nye Raab og Klapp fra langs og tvers,
˹da˺ han løfted han sin Stemme, fyldte Brystet,
og talte, først paa Prosa, saa paa Vers.
1.utg: [21]v
#
Først talte han om Morgensolens Brydning
i Ejdsvoldslunden efter Seklers ˹Trældoms˺ Natt,
saa talte han om Friheds vundne Skatt,
og saa om Dagens store Festbetydning.
Hans Øjne skinned i en fugtig Taage,
og Folkets Syn var skinnende som hans, –
det var det Skin, som vindes ved at vaage
e{n}t Natt ˹Døgn˺ om Bollen i ubændig Dans.
HIS: 25
#
Saa talte han om Sammenhæng i Slægterne
fra før till nu; hans Tales Magt var stor;
i Ban han lyste Folkegudsfornægterne;
ud over Mængden runged disse Ord:
Det Blod, som af en Normands Aare rinder,
det er det ˹Blod˺ samme , som af Jarl Haakons randt;
det Blus, som brænder paa en Normands Kinder,
det Blus paa Tordengudens Kinder brandt.
#
Da husked jeg det Blod, som randt i Skogen,
den Kind som blussed ved det lange Bord;
et Isdryp gjennem mine Lemmer foer;
et Lyn brød Drømmen af og jeg var vaagen.
{ <...> }Jeg saa mig om; mon ingen vilde skratte?
Nej tvertimod; man lytted aandeløs,
kun Mumling lød, som Vellystknurr fra Katte,
hvis Rygge stryges og hvis Hager kløes.
HIS: 26
# #
Han kildred Mængden og den lod sig kildre; –
kun jeg stod bøjed ˹knuget˺ under Sandheds Vægt;
jeg vidste hvorfor Blodet plejer silre
og hvorfor Kinden gløder i vor Slægt.
Jeg løb derfra, som om fra tusind Pøler
jeg skimted Djævle ˹ fejre Festens Døgn;˺ gl<...> Dagen ud;
og ˹men˺ bag mig ˹skreg˺ lød en tusindstemmig Brøler;
det var ˹mit˺ et Folk, som ˹stempled Skaldens Løgn.˺ løj sig løs fra Gud.
#
Som Ed paa Løgnen lød Trompeters Skrald,
og Digteren steg ned, endt var hans Tale;
men Sæden, som han lagde, drysses skal
paa Prent igjennem alle Norges Dale.
Der spirer den og der den Rødder slaar;
hvad Høst kan ventes inden hundred Aar?
Naar Løgnens Fyrste taler gjennem Presten,
hvorledes staar det saa vel till blandt Resten?
HIS: 27
#
Han sprang fra Hellen opp, han saa nedover
hvor Bygden laa i Skygge vaad og sort;
hans Ansigt var et Uvejr ligt, som sover,
hans Syn var ej blot strengt, men mørkt og haardt.
Han ligned Moses, denne unge Prest;
˹i al˺ det var det gamle Testamentes Vrede;
˹
han stod som Herrens Ørn og saa dernede
˺
˹ med Herren han saa ifra sit høje ˺ som brendte i Bringen naar han saa dernede
sit Folk i Ørknen holde Guldkalvsfest.
1.utg: [22]v
#
Med et der strøg et Solskjær over Panden;
de{t}n lysned og de{t}n ˹glatted sig till Ro˺ <...> og det lo .
Han saa en Baad som lagde ud fra Stranden,
og ˹borte˺ ude bagom Odden saa han to,
snart saa han ti, som ind mod Oset gled;
og langsmed Vejene var Liv og Virke;
der vandred Flok paa Flok, og alle skred
mod samme Maal, mod Bygdens gamle Kirke.
HIS: 28
#
Det var ved Kirketid. Hans Syn sig sænkte
mod denne underlige stille Færd;
og dæmpet fra hans Bryst de Ord sig trængte:
«Hvad er for Herren disse Sjæles Værd?
Vidt over Jord er nu de hellige Timer,
der peger tusind Tempelspir mod Sky
der bruser Orglers Flugt, der Klokker kimer,
der kalder Messesang till Fredens Ly.
#
Der er der Solskin; der er højt till Himlen,
derude gnider Aand mod Aand sig blank,
der former Tankens Ler sig till en Hank,
som løfter hver en enkelt over Vrimlen.
Der daler Engle, stærke, store, stille,
og byder sig at bære Slægtens Bud;
der er det dog fremkommeligt till Gud;
de{r}t gjælder kun at vaage og at ville.
1.utg: [23]r
HIS: 29
#
Men her. Se Kirken med sit Spaanværks Tjeld;
ej Taarn, ej Spir, ej Kors mod Højden peger,
ej Klokker kalder, intet Orgel leger,
og klemt den ligger mellem Fjell og Fjell.
Hvor Himmelstrimen snevres ind af Skavler;
hvor Taagen trykker paa den mørke { <...> } Hej;
men endda se, hvor Menigheden kravler
og kryr og myldrer efter Kirkevej.
#
De stille Folk vil ogsaa være med
at blande Røster ind i Verdenskoret;.
Hvad gav Gud Herren dem at løftes ved,?
Hvad Due skikked han till dem med Ordet?
Hvad fik de udenfor det nøgne Liv?
Hvad maner dem till Pris og Takkebønner?
Han bød, han talte ud sit strenge Bliv,
og Folket blev – Elendighedens Sønner.
HIS: 30
#
Et gad jeg vide. Dersom hele Slægten
gik under just da F{ <...> }relsens Stund var nær,
og disse leved kun, mon Syndevægten
var tagen bort med Blod, som nu den er?
Mon Herren havde sendt sin Søn till disse;
mon Korsets Strid for disse faa var stridt, –
saa stor en Løsning {f}givet for saa lidt?
– jeg tror, jeg tror, han havde det tillvisse!
1.utg: [23]v
#
Han hasted fremad for at naa derned,
men i det samme hopped { <...> }ud paa Stien
en liden Sten; den trilled og den skred
till den blev liggende langt nedi Liden.
Han skotted opp; der stod en ragget Hund
og saa paa ham med Ører spidse spændte, –
og lige bag for ved Hunden stod en Jente,
som lo og holdt et Klæde for sin Mund.
HIS: 31
#
Hun tyktes halvvejs voksen, halvejs Barn,
varmblodig, frisk og længselfuld og fyldig,
uredig med sig selv, knappt fuldt uskyldig,
men vildsomt anende, skjønt uerfarn.
Hun stod som om hun gjønte gjennem Taarer,
hun aanded, som hun bar paa Lyst og Ve;
gulbrun var Huden; det var lett at se,
at der flød Taterblod i hendes Aarer.
#
Hun havde Haaret klippet som en Gut;
dybt under Panden laa de sorte Øjne,
som saa paa Presten stivt og uafbrudt,
saa sælsomt lokkende og dog forfløjne.
Den korte Stakk slog blaffende om ˹Benene˺ Knæerne
og hendes ˹Fod˺ Ben var snørt i Skind og Baand
hun ˹bar˺ holdt et Bukkehorn i højre Haand;
{ en } der stod en Buske bag; hun holdt i Grenene.
1.utg: [24]r
HIS: 32
#
Forundret, som det Barn der nylig fødtes,
hun stirred ned, og Prestens Syn bar opp;
saa gik der skiftvis mellem Sti og Topp
to Spørgsmaal uden Ord som { <...> }midtvejs mødtes.
Men saa fik vandt Presten Mæle; med et Nik
˹han˺ og spurgte mildt « Guds Fred, – hvor ˹langt˺ hen gaar Vejen?»
Forskremt hun skreg, som truffen af et Stik;
hun slapp den Gren hun holdt og kløv i Hejen.
#
Hun gav ej Svar, hun bare kløv og k{ <...> }løv;
han hørte Smaasten rasle, Lyngen knirke,
højt oppe stod hun stille; kold og sløv
hun saa paa ham og raabte ned: «Till { <...> }Kirke!»
˹Paa nyt˺ Og atter 2 steg 1 hun , ˹steg˺ højere endnu,
og endda højere; saa stod hun atter,
˹holdt˺ med Haanden hul for Mund; «till Kirke, du!»
hun raabte ned, men denne Gang med Latter.
HIS: 33
#
Hun steg till hun blev borte bag en Flig
af Bræen som hang udfor, kold og kornet.
«till Kirke!» raabtes der som i et Skrig,
men denne gang ˹hun raabte˺ kom Raabet gjennem Hornet.
«Till Kirke!» raabte ˹hun˺ det , snart her, snart der,
men altid højere og længer borte,
snart mellem Bræerne snart bag de sorte
grusklædte Nuters Flok, som Vidden bær.
1.utg: [24]v
#
«Till Kirke!» raabte Jenten, snart med Mund,
snart gjennem Horn, i Haand, snart gjennem begge –
det ljomed vidt udover Dalens Bund,
det slog som Gjenlyd fra de nordre Vægge.
«Till Kirke» runged det snart som en Sang,
snart som en Latter, snart som fjerne Klokker;
snart lød det som et Skrig og snart det klang
som naar en Slaatt i Ødemarken lokker.
HIS: 34
#
Det var som noget frøs i Prestens Blod.
Stillt stod han længe stirrende og lyttende,
mens Røsten rulled skiftende og flyttende,
snart bag ham, snart fra Siden, snart imod.
«Till Kirke» sagde hun; men dybt i Dalen
laa Kirken under ham, og hun steg opp.
Hvor langt? Hvor hen? Ind mellem Tind og Topp,
bort mellem Støtterne i Højfjellssalen.
#
Og dog till Kirke? Kirke? Uvisst blinkte
et Navn som Lynskjær i hans Minders Natt;
det kom, det ˹veg˺ svandt , det hvissled og det vinkte,
det ˹ veg ˺ sprang ˹glapp˺ paa Tungen, men han fik det fatt.
Først lød det ham saa underligt, saa fremmed;
men mer og mere tog det kjendte Trækk;
tillslutt strøg alle Tidens Taager væk
og Navnet stod der skarpt i Lys af Hjemmet.
1.utg: [25]r
HIS: 35
#
Han kom ihug en Afdal langt derinde,
hvor Vidden hviler under frossen Sne;
den er en Revne mellem Ta{n}gg og Tinde
med Halvloft over, ˹spændt˺ byggt af Skavl og Bræ.
[Forfatternote: 2]
Igjennem Dalen gaar e{t}n leret Elv;
et Fjellvand ligger der med sortblaa Skygger;
[Forfatternote: 1]
˹I˺ Af Frost ˹i˺ af˹i˺ af Fygvejr Vintren bygger
udover Væggen ludende ˹hint˺ et Hvælv.
#
Tidt Hvælvet halvvejs over Dalen naaer;
det skyder sig saa yderligt, saa bristende;
Isbækken tærer hulende og listende,
men Skavlen øger sig fra Aar til Aar.
Dog, kommer saa engang en solvarm Sommer,
da brister Viddens Værk med Brag og Bram{,}m,
da ˹vokser˺ bugner Bækken, Elven slaar og flommer,
og Skavlen brækker paa den bratte Kamm.
HIS: 36
#
De{n}t ˹Lag˺ Fod , som bar den, bort som Isdrypp skylles,
og Drøn og Revner varsler om dens Fald;
et Blaff, en Snerøg, – saa et Brøl, et Skrald,
og Skredet gaar og hele Dalen fyldes.
E{n}t Tordenslag, et Rifleskud er nok,
naar Bræen hænger i sit skjøre Belte;
og gjennem mange Aar maa Elven velte
sig frem i Dybet under lukket Laag.
1.utg: [25]v
#
Han kom ihug fra den{ Tid}gang han var liden
et sælsomt Fund, som blev for Dagen bragt.
˹Langt opp i Tiden foer en Mand˺ En Mand var engang gaaen tillfjells paa Jagt,
og ingen havde set og spurgt ham siden.
Ha{ vde }n havde jaget Ren etsteds derinde,
et Skud blev løsnet og der gik et Skred;
man nævnte endnu baade Tid og Sted,
skjønt Sagen selv var hændt før Mandeminde.
HIS: 37
#
Nær hundred Aar derefter fandt de Skytten, <...>
den knuste Renflok og det truffne Dyr;
hans Rifle, Kuglepungen, Jægerhytten, –
alt kom for Dagen paa den frosne Myr.
Saa skulde smaa og store se paa Fundet;
han kom ihug at han fik følge med.
Nu husked han, trods Tiden som var rundet,
hvad Folket kaldte dette hemske Sted.
#
Iskirken kaldtes det. Der ˹bar˺ gik en Sti
did opp højt over ham langs Bergveggskrenten,
og den, som vil derind ˹maa˺ gik her forbi, –
men lige her forbi gik netop Jenten.
Iskirken gik hun till; et Pust fra Bræen,
et Gufs af Snerøg og af Isslagsvejr
han tyktes kjende da hun stod ham nær;
hun kom fra Sneen og hun gik till Sneen.
HIS: 38
#
Alt stod for ham i Skjær af denne Kulde.
Han saa sin Hjembyggds Liv, dens Døs, dens Kamp,
som gjennem Sløret af en Rimfrosts Damp;
og det var tvers igjennem den han skulde.
Han ønsked sig en Hest, gad stryge jagende
hver Grænd, hver Gaard forbi, men mest sin Moers,
gad intet høre uden G{ <...> }nisten spragende
bag Hestens Hovslag, ˹– og saa frem ˺ paa hans Flugt ˹bent˺ tillfjords.
#
<...> Ombord, ombord! Hvem lukker sig vel inde
naa Verden ligger for ham fri og flak?
Hvem ˹sprænger˺ bryder Sten af i Ødemarken brak,
naar der er odlet Pløjeland at finde?
Hvem planter Kjærner for at høste Frugt,
naar der er Ungtræer nok, som snart har Aldren, ˹?˺
{h}Hvem skriger Struben hæs i Døgnværksskvaldren,
naar han har Syners Lys og Tankers Flugt?
HIS: 39
#
Hvem sælger Livets Gjerning for saa lidt?
Han husked Ejnars Ord: Stiftskapellanen
har knapt sin Plads paa Reformatorbanen;
hvor Fjellet lukker, naaer ej Røsten vidt!
Saa ud af Fjellene og ind i Dagen!
Han højned sig, skjød Rygg, hans Hug var stærk;
Vorherre sad og vented paa hans Værk. –
At gjøre Slægten hel, det var jo Sagen.
1.utg: [26]v
#
Han saa ej Folket vimre for sin Fod;
hans Langsyn fæsted sig mod højere Baner;
han saa et Storværkstog med Sang og Faner,
med Sejren efter Offer, Fald og Blod.
Med al den Magt, en ensom Sjæl kan eje,
han higed udenfor sit trange Hjem;
der saa han Skimt af sine Kirkeveje,
lig Solskin udenfor en Dør ˹Glugg˺ paaklem.
HIS: 40
#
Hvad ragte ham hin Kirkegjæst i Sneen,
de to som valgte Glædens Kirkegang,
den Flok, som krøb i Dalen dyb og trang?
Hvad han skal læge er jo Verdensveen!
For alle er det jo hans Røst skal tone.
Han gik saa stolt, som Værket alt var gjort, –
saa stolt ˹stor˺, som om han bar en Tornekrone.
Da saa han opp;. {h}Han stod ved Kirkens Port.

1.utg: [27]r
HIS: 41
Ved Kirken.
#
Der gives mangen Byggd langs Norges ˹ Led˺ Strand ,
hvor Livet er at sulte till man drukner,
hvor hele Slægter slider till de slukner,
som Faers og Farfars Slægt, i Flom og Skred.
Der findes mangen Almue, som fik Rum
paa engang i en Stormands Drengestue;
mangt Gudshus finds, hvor Loftet vilde kue
hver Rygg, som ej af Nød var bøjet krum.
HIS: 42
#
Slig ˹Byggd˺ Dal var denne; sligt var ˹Kirken˺ Folket her, ˹med,˺
˹dens Taarn strøg Stormen af, nu stod den kollet,˺ og slig var Kirken. Engang opp i Tiden
dens malte Vægge havde Regnen skoldet,
dens Snittværk havde Vejret smuldret af ned.
Den gamle Dørkarms Slanger og dens Ranker
var knappt at skimte under Tjærens Lag,
og Dragerne, som fordum bar dens Tag
var byttet om med Stiver eller Planker.
1.utg: [27]v
#
I Bakkeheldet var en hegnet Kreds
hvor Bygdens Børn og Kvinder laa bagrevet;
{ <...> }Mandsligene laa alle andresteds,
endel i Urden og endel i Havet.
Slett var den skjøtet, denne hellige Jord;
men Porten tyded paa en tænksom Grunder;
thi den var hvælvet, rummelig og stor,
som o{g}m den brede Vej gik herindunder.
HIS: 43
#
Her var det Tidens Fødselshjælper stod.
Han lytted; stillt var alt, som hos de døde;
ej Sang ej Messe suste ham imøde;
han greb i Klinken; Laasen holdt imod.
Stængt var det lille Gudshus; ingen Degn
i Koret læste, Ordet blev ej tolket;
saa steg han over Kirkegaardens Hegn;
men ogsaa der var øde; – hvor var Folket?
#
Han lytted; Luften dirred tung og lummer;
dog var der noget som dens Stillhed skar;
snart hørte han et Raab og snart et S{ <...> }var;
snart nævntes der et Navn og snart et Nummer.
Det kom som bagfra Kirken. Did han gik;
nu lød det nærved; han steg over Skillet;
der stod han højt og frit; der traf hans Blik
i Bakken nedenfor et sælsomt Billed.
1.utg: [28]r
HIS: 44
#
De{r}t stod det røde Telthus ˹stod hvor˺ Elven rinder
i Bugtning om en Odde ganske nær.
De{ r }n { <...> }hele Almue, baade Mænd og Kvinder
og Børn var samlet i en Klynge her.
De ligned mindre levende end døde;
den sunkne Tinding, Øjets blygraa Ring,
de hæse Røster raabte ham imøde,
at det var Hungeren som her holdt Thing.
#
Det var den gamle Sang, som aldrig ender;
et Uaar, saa en Vinter uden Brød;
en Vaar med tomme Munde, tomme Hænder, –
og saa en Sommertid med Sot og Død.
Og saa et Oppraab som till Jorden faldt,
saa Fattighjælp der ydes tvær og tvungen
et varsomt Greb i Sækken og i Pungen –
Halvmættes Skjærv till dem som savner alt.
HIS: 45
#
Der sad en byklædt Fyr paa Telthustrappen;
i venstre Mundvig Merskumspiben hang,
en gammel guldbrodert Tobakspung slang,
saa tidt han vendte sig, paa Frakkeknappen.
Han tyktes være Manden for det hele;
han skrev paa Knæet, læste, raabte opp
snart en snart anden blandt den blege Tropp,
og skifted Korn og Brød i Deles Dele.
1.utg: [28]v
#
Han havde Stunder midt i al sin Il
til Spas og Indfald, spøgende, forfløjne;
han saa omkring sig med et mættet Smil,
han lo med matte blanke ti{ <...> }nblaa Øjne;
De runde Kinder glindste saa velvillige
han talte Hvermand till som Kammerat,
han havde Nik og Haandslag till adskillige –
og godt till Ungerne, alt under Prat.
HIS: 46
#
«Der, Nils, er Korn og Penge; far nu hjem,
og hold saa Sult og Fandenskab fra Døren{!};
{og}ja sløs nu ikke, Manden min, – og glem
at der er Brændevin at faa paa Øren!
Her, Aslak, har du dit; – afsted, dit Drog,
mæt dem som venter, æd og hold jer glade, –
men, ˹kjære˺ hør du, Kari, – brænd hans Salmebog, –
jeg mener den med toogfemti Blade!»
#
Saa lød det uden Opphør. Brød, Moral,
Korn, velment Lære fulgtes ad i Gaven;
en Mand med Guldsnor lo som han var gal,
og holdt sig, bristefærdig, over Maven.
Men i den blege Klynge var der stille,
et Krampesmil kun over Mængden strøg;
hver tog sin Del, den store som den lille,
og uden Takk han gjennem Flokken strøg smøg.
1.utg: [29]r
HIS: 47
#
Det var som Nøden havde udbrændt Sjælene;
det var som Viljer her ej mer fandt Ly;
det var som Haabløshedens Vægt af Bly
sig havde ˹hægtet˺ fæstet tungt og tætt om Hælene.
Det var som Livet var en Straffedom,
hvis haarde Mening bød at det skal leves;
det var som hver en Prutning var forjgæves,
hver Rejsning ørkesløs, hver Stræben tom.
#
Brand stod og saa derned; han saa sin Ven,
den unge Pige, Føreren og Hesten;
den tomme Kløv blev læsset paa igjen;
{ <...> }af Nisteskræppen deltes ud just Resten.
Saa deltes Pungens Indhold Skjærv for Skjærv,
og { <...> }de som stod omkring stod stillt og stirrede,
tog hvad der blev dem rakt og gikk forvirrede,
og han paa Trappen glemte fast sit Hverv.
HIS: 48
#
Dog snart han fatted sig og blinkte rundt
som om han havde Del i dette Under;
han raabte till de To: « Giv jer kun Stunder!
gjør godt, saa det forslaar; det er jer undt!»
Del ud i Fingerbøl og del i Spand;
vi tar imod det største som det mindste!», –
og i et saftigt Smil hans Øjne glindste, –
han saa sig om, da traff hans Syn paa Brand.
1.utg: [29]v
#
{ <...> }Han pegte opp med Piben, nikked, lo,
og raabte «Vend jer, Godfolk; der er flere.
jeg valgte Tiden heldigt kan I tro;
nu tør jeg bande paa I snart faar mere!»
Velkommen, De! Herned! Vi har det trangt!
De har vel hørt om Flommen og om Tørken?
Her sidder jeg med mine Folk i Ørken,
og mine fem smaa Fiske naaer ej langt!»
HIS: 49
#
Men Brand blev staaende, kold, bleg, alvorlig;
i dette Øjeblik var Presten smuk;
og dog det lod som var hans Barm usaarlig
af Mængdens stille Jammer og dens Suk.
Han rysted paa sit Hoved, taug en Stund
og svarte saa «J{eg}a ˹jeg har ej ˺ intet Brød at give,
men før jeg gav till jer den mindste Skive,
før kasted jeg det hele for en Hund.
#
Hvor er det Sind hos jer, som frit tør tage?
Hvor er de{t}n ˹Magt˺ Sind ˹som˺ blandt jer ˹her˺ fr<...> tør dele ud{,}?
Hvor er de{t}n ˹Aand˺ Sind blandt jer, som uden Klage
sig bøjer under Tugtelsen fra Gud?
Følg med; jeg har en bedre Skje{r<...> }nk at yde,
end Vederlag for eders spildte Stræv;
kast eders Byrder af og jeg skal tyde
hvad Herrens Haand for jer paa Væggen skrev!»
HIS: 50
#
Det var som om en Konge stod iblandt dem,
saa lydigt bøjde de sig for hans Ord,
og da han gik det var som noget bandt dem
till denne ene ubekjendtes Spor.
De lagde lydløst ned hvad der var skjænket,
de {g}agted ej paa lidet elle{l}r stort,
de fulgte efter ham till Kirkens Port,
i Stillhed og i sælsom Spænding lænket.
#
Der luktes opp; Brand steg paa Prækestolen;
de hvisked stillt blandt sig: «det er en Prest!»
Men hin, hvis Ansigt havde lyst som Solen,
stod tvær ved Døren som en ubedt Gjest.
Dødsstillt det var derinde i det skumle,
og Gulvets Bænke fyldtes Rad for Rad;
paa Prækestolen hørtes Præsten mumle,
men ingen kunde høre hvad han bad.
HIS: 51
#
Kort var hans Bøn, og nu han talte saa:
«Husk˹,˺ ˹Mand˺ paa , du lever ej af Brød allene;
men hvis dit Legems Trang kun bødes paa,
da er det som for Brød dig raktes Stene.
Og kan din hede Hunger slukkes ud
ved Gaverne, som rækkes dig med Haanden,
da har du intet Forhold till din Gud –
og ingen Bro er mellem dig og Aanden.
1.utg: [30]v
#
Jeg stod imorges højt paa Bergets Tinde
og saa jer stimle hid langs hver en Sti,
da j mente jeg I havde ham isinde,
som løfter og i Trængslens Dal gjør fri.
Jeg mente Livet gik sin gamle Gang
iblandt jer, uden Vækkelse for Tanken;
det { <...> }løfted mig at dog det var jer Trang
at gribe efter ham som Redningsplanken.
HIS: 52
#
Hvor { <...> }snart at tro sig af sin Skabers Minde,
hvor lett at tro sig af sin Gud forladt,
naar hverken Stjerner eller Sol vil rinde,
naar der er hverken Morgen eller Natt,
{ <...> }naar alt er graat i graat, alting det samme,
den samme Nød idag som den igaar,
det gamle Billed i den gamle Ramme
saa langt i Tiden ˹opp˺ ned dit Øje naaer.
#
Naar intet højner sig og intet synker,
naar Livet trykker som et Taagetelt,
naar ingen harmes og naar ingen klynker
naar Dommen tages slig som den er fældt,
naar ingen Rædsel og naar ingen Gammen
slaar Lys og Sky{ <...> }ggning over Dagens Tog,
da fristes Sjælen till at synke sammen
og tro sig strøgen ud af Herrens Bog.
1.utg: [1]r
HIS: 11
Till de medskyldige.
#
Mit Folk, mit fattige Land i Nord,
hvor Solen stænges ude bag Faan og Fjelle,
hvor Foden hæmmes af Urd og Fjord,
og Sjælevingen stækkes af værre Vælde,
for dig vil jeg synge en Tungsindssang, –
kanhænde, som Norges Sanger, min sidste, –
thi ingen Digter synger end en Gang,
hvor Salmen er sungen over Folkets Kiste.
HIS: 12
#
Og Sotten er brudt ud; jeg øjner et Lig;
uhyre, som Ymers Aadsel det ligger;
Pestluften æser over Vang og Vig,
og smitter ˹baade˺ Stormand og Tigger.
Klæd Liget med alle Norges Flag˹!˺ ,
Hjælp, unge Slægt, sænk det dybt i Havet!
Hvor Jarlen og Jomsborgs Mænd holdt Slag,
der ligge Kjæmpeliget bedst begravet.
1.utg: [1]v
#
Sidd ikke længer og gjem paa den døde,
som Harald gjemte paa Snefrids Lig;
tro ikke, som han, at skimte Kinder røde
og høre Hjertet slaa under Linets Flig.
D{ <...> }et, som er dødt, lyves aldrig tillive,
det, som er dødt, maa i Mørket ned;
et Hver har det døde kun: det, at give
sig selv till Næring for nylagt Sæd.
HIS: 13
#
Men denne gjækkende Leg med det døde,
den har du legt gjennem lange Aar;
denne Løgnens Livsleg er din Folkebrøde,
og ud af den Leg du med Helsot gaar.
Dog, fælles Skyldvægt rammer ej alle,
med tifold Tyngde truer den dem,
som stilled sig først i Fylkingen frem;
men hundredfold synded dine Skalde!
#
Vi har leflet og bolet med en udbrændt Slægt,
sminket Liget af de stærkere Tider,
festklædt alle Mindehallens Bjelker og Sider,
til Fryd for Dverge, med Kjæmpevaa <...> Vægt.
Om Forleden Dag bruste Sangen i Nuets Natt –
alt var Rus; alt var Gilde; ingen husked at drøfte
om den kan med Rette tage Arvens Skatt
som fattes den Næve, der skal Arven løfte.
1.utg: [2]r
HIS: 14
#
Nu sænker sig vindstillt Vejr over Landet,
en lummer Luftning slører om Fjell,
det er som en svigfuld Gift var blandet
ved Sejdkunst i Folkets levende Væld.
Lig sturende Fugle, naar Sol formørkes,
jeg ser hvor mit Folk sidder spredt og tyst,
dets Sener slappes, dets Marg fortørkes,
det skumrer ved Middag over Dal og Kyst.
#
En Digter styrer i Folkestrømmens Retning.
vel sandt; fremst skal hans Mærke flagse og slaa;
men bent till Maalet han vil og maa,
hvor Tidsgaaden peger paa sin Gjætning.
2 Folkets sugende Længsel 1 han løser med sin Sang,
han skrifter dets Brøde, tolker lydt dets Ang{r}er,
sukker, naar det {S} skakes af Angst; dets dulgte Trang
klæder han i Ord, – derfor er han Sanger.
HIS: 15
#
Se, derfor har jeg vendt mit Syn ˹som˺ og mit Sind
bort fra Fortidens sjæledræbte Sage,
bort fra vor Løgndrøm om Fremtids Dage,
og smyger i Nuets Taageverden ind.
Inde i Granskogsensomheden vil jeg vandre,
vandre med Regnvejrstyngsel over Kappen klam,
søge Høstkveldsmørket, som har Skjul for Skam
og Søvn for Sorgen till mig som till de Andre.
1.utg: [2]v
#
Mit Digt er at ligne med en Aas der højner
sig lyngklædt, i Skraning, jævnt over Bondens Gaard;
men bagenfor Aasen, dersom frit du staar,
kan du skimte en Krands af glitrende Tinder{.}du øjner.
Snart stærkt snart lindt er till Sangen mit Langspil stemmt,
underspundne Strenge dirrer og farver Klagen,
inderst inde er et Digt i Digtet gjemt, –
og fatter du det, mit Folk, – da fatter du Sange˹n.˺

1.utg: [3]r
HIS: 16
Fra Modningstiden.
#
Det var Lørdag; det lakked mod Kveld; der var Fred og Stillhed;
hin aandende Fred som du vist har kjendt,
hin Fred, svanger med {F}Hvile, rig paa Mildhed
der øges, som Solen daler og Ugens Gjerning er endt, –
hin Fred, med den festlige Spænding islægt,
der raader i Huset naar Lampen hentes,
naar Gildet er rede og Bordet dækt
og Klokken den slaar og Gjæsten kan ventes.
HIS: 17
#
Slørt i Solrøg skimtes den store By
rundt om Fjordbunden midt mellem Sommersteder,
den er skinnende hvid, pudsed og ny,
et Samtidens Barn i pyntelige Klæder.
Vimpler vajer over Vig og Havn,
Masterne topper sig i Mylder og Rækker,
et enligt Spir sig mod Højden strækker
og peger mod ham som laante det { <...> }sit Navn.

 
1.utg: [3]v
1.utg: [34]r
HIS: 11
Till de medskyldige!
#
Mit Folk, mit fagre Land, mit Hjem i Nord,
hvor Solen stænges for af Faann og Fjelle,
hvor Foden stænges for af Urd og Fjord –
og Sjælevingen af en værre Vælde, –
dig vil jeg synge en tungsindig Sang,
maaske, som Norges Sangersøn, min sidste;
thi ingen Digter synger end en Gang,
hvor Salmen sungen er ved Folkets Kiste.
HIS: 12
#
Og Sotten er begyndt. Jeg ser et Lig;
uhyre, som en Ymerskropp, det ligger
og breder Pestluft over Vang og Vig,
till Landfarsot for Stormand som for Tigger.
Dækk Liget till med alle Norges Flag!
Hjælp, unge Slægt, og sænk det dybt i Havet!
Hvor Jarlen mødte Jomsborgs Mænd i Slag,
der ligger Kæmpeliget bedst begravet.
1.utg: [34]v
#
Gjem ikke længer, Daare, paa den døde,
som Harald gjemte paa sin Snefrids Lig;
tro ej, som han, at skimte Kinder røde
og høre Hjertet under Linets Flig.
Hvad der er dødt, det lyves ej tillive.
Hvad der er dødt, det maa i Mørket ned.
Et Hverv kun har det døde: det, at give
sig hen som Næring for en nylagt Sæd.
HIS: 13
#
Og denne Løgnens Livsleg med det døde,
den har du leget gjennem lange Aar;
den er din Ungdoms Synd, din Manddoms Brøde,
og ud fra den din Fremtids Helsot gaar.
Dog fælles Straf kan ej paa Hvermand falde;
med tifold Tyngde maa den ramme dem,
som forrest foer i Folkets Fylking frem; –
men hundredfold den rammer dine Skalde.
#
Thi vi har leflet med en udbrændt Slægt,
og sminket Liget af de stærke Tider,
og festklædt alle Mindehallens Sider,
till Dvergs Fryd, med Kæmpevaabens Vægt.
Om Fortids Dag vi sang i Nuets Natt;
men et, det store, glemte vi at drøfte:
kan den med Rette tage Arvens Skatt,
som fattes Haanden, der skal Arven løfte?
1.utg: [35]r
HIS: 14
#
Nu sænker der sig Stillhed over Landet.
En lummer Luftning slører over Fjell.
Det er som om en svigfuld Gift var blandet
ved Sejdkunst ind i Folkets Livsensvæld.
Som Fugle, sturende, naar Sol formørkes,
jeg ser mit Folk at sidde spredt og tyst;
dets Sener slappes og dets Marg fortørkes,
mens Middagsskumring graaner Dal og Kyst.
#
En Digter følger Folkestrømmens Retning.
Vel sandt, – i Spidsen skal hans Banner slaa;
men bent til Maalet frem han vil og maa,
hvor Tidens Gaade peger mod sin Gjætning.
Han løser Folkets Længsler med sin Sang;
han skrifter Brøden, tolker lydt dets Anger;
han sukker ud dets Angst, – dets dulgte Trang
i Ord han klæder. Derfor er han Sanger.
HIS: 15
#
Se, derfor har jeg vendt mit Syn og Sind
bort fra vor Fortids sjæledræbte Sage,
bort fra vor Løgndrøm om en Fremtids Dage,
og gaar i Nuets Taageverden ind.
I Granskogsensomheden vil jeg vandre,
med Regnvejrstyngsel over Kappen klam,
i Høstkveldsmørket, som har Skjul for Skam
og Søvn for Sorg till mig, som till de andre.
1.utg: [35]v
#
Mit Digt er som en lyngklædt Aas, der højner
sig jevnt i Skraaning over Bondens Gaard.
Men bagom Aasen – dersom frit du staar –
en Krans af hvide Tinder grant du øjner.
Till Sangen har jeg lavt mit Langspil stemt;
men underspundne Strenge farver Klangen.
Se, derf{ <...> }or er et Digt i Digtet gjemt, –
og den, som fatter det, han fatter Sangen.
1.utg: [36]r
HIS: 16
Fra Modningstiden.
#
Det var en Lørdagskveld med Fred og Stillhed,
hin underlige Fred, som hver har kjendt, –
hin Fred, paa Hvile rig, og rig paa Mildhed,
naar Sol staar lavt og Ugens Værk er endt, –
hin Fred, som er med Spændingen islægt,
der raader i et Hus naar Lampen hentes,
naar Gildet er beredt og Bordet dækt,
og Klokken slaar og Gjæsterne kan ventes. –
HIS: 17
#
Halv slørt i Solrøg staar den store By
ved Fjordens Bund blandt vakkre Sommersteder.
Den er saa hvid, saa skinnende, saa ny,
et Nutidsbarn i pyntelige Klæder.
Der vajer Vimpler over Bugt og Havn,
hvor Skibe sees i Mylder og i Rækker, –
men kun et enkelt Spir mod Sky sig strækker,
og viser opp mod ham, som gav det Navn.
1.utg: [36]v
#
Det er, som levned Livets travle Færd
en enkelt Finger kun til Peg mod Himlen, –
som bygged Folket nedenom i Stimlen
for tusind Endemaal af bedre Værd;
thi se hvor Byen breder sig i Drøjden, –
se hvor den gramser i den fede Dal;
till det Brug har den Hænder uden Tal,
ustandset voxende, – kun ej mod Højden.
HIS: 18
#
Løvklædte Øer løfter sig af Fjord
og vugger sig som kranste Havmandsnakker,
naar Strøget sees fra de brede Bakker,
som højner sig af Dalens Bund mod Nord.
Men bagenfor, imod den anden Side,
skraar Bygden ned imod en lukket Egn
med Ferskvandssjø, med Skog, med Elve stride,
med Vildmark og med bratte Kollers Hegn.
#
Paa Ryggningen, hvor sligt et Tvesyn findes,
laa et Par Gutter paa tolv-tretten Aar.
Det led mod Høsten. Ikkun Stubben staar
igjen paa Akrene, hvor Kornet bindes.
Men det var endnu sommervarmt i Solen,
og der var Løvværk paa de gule Trær,
og det var Lørdagskveld og Lov i Skolen,
og derfor laa de to i Græsset her.
1.utg: [37]r
HIS: 19
#
Den ene var en lyslet en, – af dem,
som ser paa Verden med to friske Øjne,
dybtliggende, lidt smaa, men kjækt forfløjne,
soldrukne, skabte til at le sig frem.
Med Hatten puffet skyggende paa Kant,
med begge Hænder under Hagen knyttede,
han laa paa Maven mageligt og glyttede
mod Fjord, mod Bygd, mod By, hvor Solen brandt.
#
Den Anden sad og vendte {R}Solen Ryggen.
Han saa mod Nord, ned i det stængte Strøg,
hvor Elven sprang, hvor Milebranden røg,
hvor Vandet sortned under Aftenskyggen.
Langt borte hørtes Hammerværkets Slag,
med Fossens Fald og Hjulets Klappring blandet.
En Pram gled frem med stille Aaretag;
rapp fløj en enkelt Vildand over Vandet.
HIS: 20
#
Dog var det knappt som Synet ham forlysted,
knappt som han vidste hvad han saa engang.
Han sad og trakk det ene Knæ mod Brystet,
og plystred spredte Toner af en Sang.
Det var som Tanken kom og gik paa Maafaa, –
som om han sang, hvad selv han havde glemt, –
som om han saa ud over det, han saa paa, –
som noget synløst laa bag Synet gjemt.
1.utg: [37]v
#
Han var et Barn, af dem, som synes gamle, –
af dem, som Kammeraters viltre Flok
i Frikvarteret ej formaar at samle, –
som stillt ser till og med sig selv har nok.
Hans Haar var sort, men tyndt og langt og glatt;
hans Trækk var senefulde, skarpe, spændte;
dog laa et Præg i dem af noget satt.
Han ligned en som vil, men godt kan vente.
HIS: 21
#
Da steg en hvidlig Sky bag Byen opp, –
saa atter en, og Knald paa Knald der fulgte,
till Bugt og By sig under Røgen dulgte,
som under Vingen af en Dragekropp.
Det gav et Sætt i ham, den lyse Gut;
han laa og tallte: «Sexten, sytten, atten –»
og vidre frem, till Tordenen var slutt, –
da raabte han: «Se der! Nu gaar Fregatten!»
#
«Der er Musik paa Skansen. Hvor det klinger!
Og se, hvor Skummet sprøjter om dens Stavn!
Hej, den kan trave! Førend Klokken ringer
imorgen tidlig, ligger den i Havn.
Tænk, den, som da var hjemme. Den, som kunde
faa følge med de {A}andre, gaa ombord.
Dernede er der store Bøgelunde,
og Byen ligger ved den aabne Fjord.
1.utg: [38]r
HIS: 22
#
Derborte, bag det høje Land, som blaaner
hinsides Fjorden, kan du tro er smukt.
Min Fader har en Gaard, hvor Bakken skraaner
mod Sør nedover till en skogklædt Bugt.
Om Søndagsmorgnen er det dejligt hjemme.
Især om Somren, kan du vel forstaa.
Paa Bordet ligger Billedbiblen fremme,
og alle har de bedste Klæder paa.
#
Glasdørene staar aabne ud till Haven,
og Sand og Ener er paa Trappen strød;
og der er hejset Flag paa Gjerdestaven,
og Rosenhækken skinner ganske rød;
og Duerne blir forede med Ærter; –
der er en blaa en, som er ganske tamm.
Dem gjør vi Gjæstebud for. Vi er Værter,
og Selskabsstuen er den store Tramm.
HIS: 23
#
I Gangen staar en Brigg med Sejl og Master.
Den har Kabysse, som kan skyde Røg.
Den maa vi lege med. Saa kommer Faster
med Børnene fra Byen i Besøg.
Der er en gammel Mand, som plejer kjøre dem;
han har en gul Karret, saa stor og bred.
Langt førend vi kan se dem, kan vi høre dem;
og møder vi dem, faar vi kjøre med.
1.utg: [38]v
#
Saa springer vi i Haven hele Dagen
og leger Jagt omkring den store Hækk.
Og Faster har en Datter; – hun er kjækk;
hun heder Agnes; hun blir aldrig tagen.
Om Middag faar vi Syltetøj till Stegen,
og vi maa spise ved det voxne Bord; –
men siden er det morsomst; da er Moer
og Faer og Faster altid med i Legen.
HIS: 24
#
Sent udpaa Kvelden kjører Vognen frem;
de vil saa nødig bort, for trætt er ingen; –
men der er langt tilbys, og de skal hjem,
og vi faar Lov at følge med till Svingen.
Der siger vi Godnatt, og de maa kjøre.
Hvor {S}stillt. Hvor Skodden ligger hvid paa Eng.
I Bakken kan vi Akerriksen høre.
Da raaber Moer paa os. Vi skal iseng.»
#
Han lytted, han, som vendte Rygg till Solen.
Han drejed halvt mod Vennen sig omkring
og bad: «Fortæll mig flere slige Ting
derbortefra – før hid du kom i Skolen.
Pass paa du kommer alting vel ihug.
Hvad du har drømt, det maa du ikke glemme. –
Men sig mig først, om det er Skikk og Brug
at lege med sin Mor, hvor du har hjemme?»
1.utg: [39]r
HIS: 25
#
Og hin fortalte baade løst og fast,
ifleng og som det først ham randt i Minde.
Den anden saa paa ham. Hans Syn var hvast,
som om han vilde se ham inderst inde.
Med et han lo og raabte: «Stopp nu heller!
Jeg tror ej sligt om selve Presten svor.
Du har nok læst dig till hvad du fortæller!
Fy, der er Løgn og Løgn i hvert et Ord!»
#
Han lagde sig paa Rygg i Tanker stride; –
han hvilte Nakken i den hule Haand,
og stakk sin Kjæpp i Hattens Hagebaand
og svinged Hatten rundt i Kredse vide.
Han saa tilvejrs imens han laa og legte.
Men om en Stund – som fandt han Legen tom –
han kasted Kjæppen, vendte halvt sig om,
og over Kollerne mod Nord han pegte.
HIS: 26
#
« Ens Hjem – det ligger altid langt mod Nord;»
saa talte han, knappt agtende den anden,
idet han atter tog det sluppne Ord
og strøg sit lange sorte Haar fra Panden; –
«En Lørdagskveld, – det Ord har Klokkers Lyd;
en Sang, – det Ord har Smag af Granbarstilke;
en Løgn, – det Ord kan stryges paa, som Silke;
et Hjem, – det Ord er altid stængt mod Syd.»
1.utg: [39]v
#
Nu synes jeg, at jeg kan se et Hjem.
Det er om Vintren. Ingen Sne, men Barfrost.
Paa {St }Fjæren ligger der en sprukken Farkost.
Paa Bergvæggskammen blinker Bræens Brem.
Hvor Fjorden ligger tung og sort! Den sover.
De store Skyer ser sig selv deri. –
Hvor godt, at flyve ud og være fri – –.
Men der er ingen, som kan sætte over.
HIS: 27
#
Og slig, som en kan drømme styggt i Hjemmet!
Jeg ved en Gut, som drømte slig engang,
at bort han drømte baade Sol og Sang, –
og alt, som hjemme fandtes, blev ham fremmed.
Thi Drømmen bandt ham till at se paa sig,
som Hvirvlen binder den, der ser i Strømmen; –
og Gutten saa paa den, og slapp den ej,
og svamm i Ring – –. Nu skal du høre Drømmen.
#
Det var en Julekveld, og han laa syg.
Han kjendte som en Jernring klemt om Hodet;
hans Tinding slog, hans Arm var slapp og myg;
det jog som Ild og Is igjennem Blodet.
Hans Moer laa sygre i det næste Rum,
og i det tredje hørtes nogen ralle.
Der laa hans Faer, af Gigten bøjd og krumm;
for han var allersygest af dem alle.
1.utg: [40]r
HIS: 28
#
De havde havt det travlt den Dag paa Gaarden;
thi Doktor havde været der og Prest.
Nu var det stillt igjen, som før en Fest;
kun Klokkens Lyd blev over Fjorden baaren.
Den ringed Helgen ind, og {g}Gutten lytted
med lukte Øjne, der han frøs i Sved.
Da hørte han at en paa Døren glytted; –
om lidt, – saa hørte han at nogen græd.
#
Det var den gamle Pige, som kom listende.
Hun mente nok hans Søvn var tung og dyb.
Han kjendte Taarer faldt; hun sukked bristende:
«Nu er din Fader død, du stakkars Kryb!»
Hun pusled ved hans Seng, som ej var redet
i mange Dage, klapped lett hans Kin{g}d,
trakk Hovedpuden opp og jevned Spredet,
og smøg af Stuen lydløst som en Vind.
HIS: 29
#
Han hørte Klokken mens hun var derinde.
Hans Tanker bobbled som en muddret Strøm.
Han prøvte paa, – men det var svært at finde, –
hvad her var Sandhed og hvad her var Drøm.
Han sov. Saa drømte han at han laa vaagen, –
og der var mørkt. Han raabte; – intet Svar.
Han skimted, lig et disigt Lys i Taagen,
hvad Pigen havde hvisket om hans Faer.
1.utg: [40]v
#
Han drømte at han rejste sig, stod opp.
Da ingen kom, han vilde selv se efter.
Han famled ud. Det grøssed i hans Kropp;
hans Ører sang; hans Knæ var uden Kræfter.
Han drømte det var mørkt og slukkt paa Gruen, –
at alle sov, – at det var langt paa Natt.
Men der brandt Lys, hvor Fadren laa i Stuen; –
det gik han efter, fik i Klinken fatt.
HIS: 30
#
Han listed ind – langs Væggen – till en Krog –.
To tændte Lys var satt ved Sengens Ender.
Hans Faer laa rak paa Ryggen, med en Bog
mod Brystet klemt imellem begge Hænder.
Hans Ansigt tyktes mere gult end blegt; –
hans Hud var stramm, hans Haandled var saa smale;
hans Ben laa strakt i Længden, skarpe, skrale; –
og over dem faldt Lagnets Folder vegt.
#
Der var saa stillt og koldt som i en Kirke.
{h}Han kjendte Lugten af det klamme Lin.
Saa mærked han paa Svalen sagte Trin; –
saa hørtes en ved Stuedøren lirke.
Det foer i ham. Han saa sig vidskræmt om,
og rykked inderst i sin Krog tillbage; –
og i det samme syntes han der kom
en nattklædt Kvinde med et Lys i Stage.
1.utg: [41]r
HIS: 31
#
Hun gik till Sengen. Hendes Gang var slingrende;
han saa hun segned for hvert Steg hun tog;
hun holdt for Lyset skyggende med Fingrene;
han kunde høre hvor hun Vejret drog.
Med et hun løfted Armen strak og stiv, –
og raabte med en Røst, der lød som snøret:
«Det er, fordi du har forspildt mit Liv!» – –
Og dermed slog hun Liget under Øret.
#
Det var som om et Dagværk var tillende
med Næveslaget paa den dødes Kind.
Hun vendte sig og gik, – og Lysets Skin
faldt paa et Ansigt, som han skulde kjende.
Hun ligned to, som havde skræmt ham førend
han mægted male Skrækkens Magt i Ord.
Hun ligned Ørnen over Stabbursdøren; –
men endda ligere hun var hans Moer. –
HIS: 32
#
Han vaagned stærk som Staal den tredje Morgen.
Hans Faer var død, skjønt Resten var en Drøm.
Han taug med den. I sorte Kjolers Søm
sad alle Piger; – de fik Pynt i Sorgen.
Og Bygdens Skrædder kom tillgaards før Middag;
han skulde sy till Gutten; tænk hvor gildt!
Saa foer der Skyds till Byen. Alt gik stillt.
Stillt drakk de Kaffe, sørged, og holdt Fridag.
1.utg: [41]v
#
En Kveld kom Kisten. Den var dyr og fin.
Den havde Sølv paa Laaget, kan jeg sanse.
Saa kom fra Byen nysydd kruset Lin,
og rundt i Bygden kjøbtes grønt till Kranse.
Saa kom der Granbar. Da det led mod Slutten,
stank Enkegaarden af en Duft saa rig
fra Blomster, Bar, og allslags grønt, at Gutten
fra den Tid tyktes Somren lugted Lig.
HIS: 33
#
Tillslutt kom Ligfærdsdagen. Baad paa Baad
kom roende med Sognets Mænd tillgaarde.
I Sørgehuset hørtes halvkvalt Graad;
i Gildestuen stod den sorte Baare.
Der samled Følget sig og Presten talte
om Lidelser, om Død, om Gravens Ro;
men fremfor alt han Enkesorgen malte,
saa Gaardens Kvinder græd – men Gutten lo.
#
Han lo i mange Dage; men i Smug.
Dog engang lo han saa det skreg i Skyen.
Det var en Dag, da, efter vanlig Brug,
han fandt Aviserne, som kom fra Byen.
Der stod { <...> }paa Trykk, med Kors og Sørgerand,
i Nummeret for Januar den syvende:
«I forrige Maaned har min elskte Mand
ved Døden mig forladt den firogtyvende.»
1.utg: [42]r
HIS: 34
#
Saa faldt der som en Slapphed paa de Vilde.
{d}Den sidste Rest var tømt af Ju{ l }blens Væld.
Man trykked Parrets Hænder stærkt og stille
og bød et langt og alvorstungt Farvel.
Saa vandred Flokken østerpaa mod Dalen,
og Føreren red langsomt vesterud; –
men viftende stod midt i Højfjellssalen
den unge Maler ene med sin Brud.
#
Han svang sin Hatt, og hun lod Sløret flagre,
till Takk for hvert Farvel, som blev dem sendt,
till Takk for hver en Hilsen, stedse svagre,
der lød, till Flokken svandt i Skardets Skrent.
Da saa de paa hinanden stillt en Stund
i Alvors Efterglans af Afskedsstunden; –
saa sittred frem et Smil om begges Mund,
lig Sol, der sittrer gjennem Løv i Lunden.
HIS: 35
#
Og Smilet voxte till der laa en Verden
af Ungdomslykke lysende deri.
Forglemt var Venners Flok og Venners Færden,
som Sky er glemt saa bratt den strøg forbi.
De saa ej fremad; heller ej tillbage;
de saa kun Nuets straalende Sekund.
De saa ej skræmte Uvejrsfugle jage
med spilte Vinger opp fra Fjord og Sund.
1.utg: [42]v
#
De sprang som glade Søskend Haand i Haand
mod Vest bortover Viddens brune Teppe.
Han var saa slank og smidig som en Vaand,
og hendes Fødder rørte Jorden neppe.
Hun rev sig løs, og leende hun veg,
da rask han atter vilde hende fange, –
og Løbet blev en Flugt og Spøgen Leg,
og deres Ord og Latter blev till Sange:
HIS: 36
#
« Agnes, min dejlige Sommerfugl, –
dig vil jeg legende fange;
jeg fletter et Nætt med Masker smaa,
og Maskerne er mine { <...> }Sange.»
#
«Er jeg en Sommerfugl liden og skjær,
saa lad mig af Blomsterne drikke;
og er du en Sven, som lyster en Leg,
saa jag mig, men fang mig ikke!»
#
«Agnes, min dejlige Sommerfugl,
nu har jeg Maskerne flettet;
dig hjælper saa lidet din flagrende Flugt,
snart sidder du fangen i Nættet.»
HIS: 37
#
«Er jeg en Sommerfugl ung og blank,
jeg lystig i Legen mig svinger;
1.utg: [43]r
men fanger du mig under Nættets Spind –
saa rør ikke ved mine Vinger!»
#
«Nej, jeg skal løfte dig varlig paa Haand,
og lukke dig ind i mit Hjerte;
der kan du lege dit hele Liv
den lystigste Leg du lærte.»
#
Da standsed de med et. De stod paa Skrenten,
der styrter i et Braadyb ned mod Vest.
Dybt under deres Fødder sejled Glenten,
og Føreren steg varligt af sin Hest.
«Far langsomt her» – saa talte han till Parret –
«og dersom I vil værge jer imod
hvad ondt og ildt jer møde kan i Skardet, –
kast Kviste to ikors for eders Fod.»
HIS: 38
#
Saa skred han foran, og de unge fulgte
med Hjerter klappende af stille Skrækk,
mens nu og da et Gufs jog Skodden væk
og viste Dybet, som sig atter dulgte.
Hun holdt ham fast som bange Barn om Kveld;
hun hvisked: «er det ikke, som vi stiger
af Livet ud, af Lysets varme Væld, –
og skulde dybest ned i Dødens Riger?»
1.utg: [43]v
#
Da løfted sig en Sky, som havde ruget,
i Uvejrsfolder svøbt, paa Bergets Barm, –
og langt bag Skyggelandet dybt i Sluget
steg frem en Verden, vuggende og varm.
Det var et Syn, som ingen Haand kan male; –
det var det store endeløse Hav,
der laa og lyste bagom alle Dale,
som Evigheden lyser bagom Grav.
HIS: 39
#
Der sittred Solguld paa de brede Vande,
og hvide Sejl skar skinnende fra Strand,
lig lyse Længsler over Verdens Pande,
paa Flugten mod Uendlighedens Land.
Og som en Ramme om det store Billed
stod Slugets mørke Vægge, Skyens Tag, –
mens Urdens Ørken var som Forgrund stillet
mod Fjernets Lys i stærke Skyggedrag.
#
Da jog en Kuling opp i Himmelbrynet
og pisked Bølgevidden højt i Skum.
Saa lagde Skoddens Tæppe sig om Synet,
og slørte for det vide Verdensrum.
Og mere trangt og bratt sig Stien sænkte;
og mere vildt sprang Elven ved dens Kant;
og mere sort stod Bergets Vægg og stængte
for Dalens Løb, mens Viddens Solskjær svandt.
1.utg: [44]r
HIS: 40
#
Lig Rester af en sønderslagen Verden
laa kirkestore Skred langs Stien strødd,
og intet Straa af Slugets Grusbund skjød,
og ingen Vandrer mødte dem paa Færden.
Bleg gik hun ved hans Side, syg i Aanden;
han hørte Hjertet slaa i hendes Bryst;
hun saa paa ham, som Barnet ser i Vaanden;
da smilte han og sang med hævet Røst:
#
« Agnes, min dejlige Søster,
sig hvorfor dit Hjerte slaar?
Lad ikke Fjellet dig ængste og skræmme;
du er i din Moders Gaard.
#
Agnes, min Friluftspige, –
vi to har ej nødig at grue;
lydige Børn tør gaa om Kveld
i den mørke Spøgelsestue.
HIS: 41
#
Du er i din Moders Spøgelsestue;
men vær ikke klemt i Aanden; –
din Broder følger dig jo med Sang,
og holder dig trofast i Haanden.
#
Lad dig ej skræmme hvad du saa hører, –
om Hyl, eller Hundetuden;
1.utg: [44]v
det er ikke Kveld, det er ikke Natt;
her er kun Skodder for Ruden.
#
Ude er Solskin og lysen Dag;
snart aabner sig Dørens Bue;
lad os kun trøstig gaa syngende gjennem
den mørke Spøgelsestue!
HIS: 42
#
Og alt som Sangen løfted sig fra Brystet,
saa løfted Sløret sig fra Pigens Syn.
Hun gik ej længer klemt og hjertekrystet;
paa hendes Læber legte Smil og Nyn.
To Stene greb hun, kasted en i Fossen,
og slynged en mod Bergets bratte Vægg,
hvor Kampen stod og trued som en frossen
forstenet Jutul med sit Moseskjægg.
#
Og kjækk og varm hun raabte: « Nøkk i Elven,
gaa du med Hulken og med Sukk din Gang;
du fylder aldrig os med Frost og Skjælven;
thi vi har Øre kun for Glædens Sang!
Du onde Bergtroll med din runkne Pande,
staa kun og tru os, hvor vi skal forbi;
du stænger dog ej Vejen; vid at vi
skal ud till Leg og Liv i Lykkens Lande!»
1.utg: [45]r
HIS: 43
#
Da runger der en Sangerrøst fra Fjellet,
fuldt, som naar Orglet gjennem Kirken gaar.
Den døver Elvens Brag og Fossevældet,
og langt af Led dens brede Bølger slaar.
Den standser Lykkebørnene paa Vejen,
hvor nys trods Nøkk og Jutul frem { <...> }de foer; –
de studser, lytter, stirrer opp mod Hejen,
der Røsten ruller gjennem Sangens Ord:
#
« Herre, gjør mig paa Smerte rig;
skygg for hver fristende Glæde!
Pidsk mig ind under Forsagelsens Flig!
Herre Gud Fader i Himmerig,
lær mig at lide og bede!
HIS: 44
#
Lær mig at gaa gjennem Kjødets Land
blind for Sol og for Sommer.
Lær mig at ville mer end jeg kan.
Raab paa mig, Herre, min Frelsermand, –
og bøj saa mit Sind, at jeg kommer!
#
Jorden er som en Vinternatt;
alle Sorger er tindrende Stjerner.
Som Lys for Vildfarendes Fod er de satt; –
1.utg: [45]v
slukkes de Lys, da gaar jeg forladt;
jeg ved ikke den, som mig værner.
#
Sorgen sidder som Dronning prud
i sit isnende Nordlysklæde.
Følg mig, alle, i Natten ud!
Herre, Herre, du Himmerigs Gud,
lær os at lide og bede!
HIS: 45
#
Saa lød det højt deroppe, hvor en Sti
sig bugted fra en Afdal gjennem Urden.
Saa lokked det igjennem Alvorsluren
for Verdens Hjord vidt over Skard og Li.
Da kom de to ihug med lønlig Anger,
hvad før blev glemt, at kaste Kors for Fod.
For sent. Her spratt ej nogen Kvist fra Rod, –
og ned imod dem kom den stærke Sanger.
#
Det var en sortklædt Mand med fine Trækk,
lidt bleg, lidt skarp, lidt skaldet over Panden; –
med højre Haand han visked Sveden væk,
og gik imens med Hatten i den anden.
Hans Øje minded om et Tjern i Skyggen,
om noget, som er dybt og dulgt og gjemt.
Han bar en snøret Randsel over Ryggen,
og holdt sin Kjæpp indunder Armen klemt.
1.utg: [46]r
HIS: 46
#
Hans Vej bar ned mod Bygden som de tvendes.
Han hilste høfligt der han gik forbi;
dog laa der noget spørgende deri,
som om han tænkte «skulde vi ej kjendes?»
Og samme Tanke greb den unge Maler;
han standsed tvivlsom Manden paa hans Vej
og spurgte: «Brand, er det med dig jeg taler?»
Da svarte hin: «Ja. – Ejnar, er det dig!»
#
Det var hint Vennepar fra Skoletiden,
som engang stod hinanden brodernær,
som skilltes ad og aldrig mødtes siden,
før halvt som {F}fremmede de mødtes her. –
Hvor meget laa ej mellem nu og Skolen!
Hver gik sin egen Vej i Verden ud;
hver stræved paa sin egen Vis mod Gud, –
en ved Paletten, en paa Prækestolen.
HIS: 47
#
Men Ejnar var den første, som fik Mæle
for alle Minder, der i Sjælen sov.
Han fatted Vennens Hænder lig et Rov,
det han med ingen Mand paa Jord gad dele.
Saa talte han med Glædens Feberhast
om Baandet, han isommer havde bundet, –
om alt sit Haab, – og mente fuldt og fast
han havde Vej till Vennehjertet fundet.
1.utg: [46]v
#
Dog Brand stod stum. Han løsnede med Lempe
sin Ha{ <...> }and af Vennens varme Nævetag.
Der legte om hans Mund en Trækkning svag;
han syntes med sig selv en Strid at kjæmpe.
Han svarte, halvvejs fremmed, halvt forlegen:
«Det er jo godt at vide sig i Havn.
Du er jo Maler nu og har et Navn; –
hver Vej er rett, saafremt den er ens egen.
HIS: 48
#
«Men to Slags Vej kan vælges af ens Vilje;
en er at ligne ved en farbar Elv; –
paa den gaar Farten lig en Leg paa Tilje;
en anden er den Vej du bryder selv.
Hin ligger bred for dig og tusind andre;
den sidste maa du sprænge kjækkt med Staal.
Paa den tør du og ingen anden vandre,
før Verden ser den bærer till et Maal.
#
«Og to Slags Kald kan vække Mandens Evne.
et lokker ham igjennem Drift og Lyst; –
det andet er den Daabens Aand at nævne,
som sænker Flammetungen i hans Bryst.
I Kraft af den et ukjendt Sprog han taler;
i Kraft af den ham hører Sejren till; –
og fik du Naaden af en saadan Ild, –
da fatter jeg at du er bleven Maler.
1.utg: [47]r
HIS: 49
#
Da kan du gaa i Hedninglandet ud
og tolke Lysets Sag i Form og Farver,
saa løste Sjæle svinger sig mod Gud,
lig Sommerfugle fra de sprængte Larver.
Da kan du Folkets Jøkelhjerter tine;
thi da er du med Himmelen i Pagt.
Men kom ihug, at har du denne Magt,
saa er du vel den eneste blandt dine.»
#
Han talte med en viss urolig Il,
med dæmpet Stemme og med hede Kinder;
hans Øjnes Glød var Blodets lig, der skinner
i Uvejrslys paa Spidsen af en Pil.
Det var som om han vred sig under Ordet,
som om han sloges med en lønlig Magt,
som om hans Tanker under Modstand bored
sig Vej og blev ham lydt paa Læben lagt.
HIS: 50
#
Den unge Pige stirred paa ham nøje,
lig en, der j spejder i sin Fiendes Lejr.
Saa søgte hun med Tillid Vennens Øje
og krævte, skjønt i Taushed, Svarets Sejr.
Hun var saa trygg, saa sikker i sin Sag,
da Maleren med Alvor tog tillorde:
«Min Ven, det er alt anden Gang idag
du prøver paa vort glade Sind at jorde.
1.utg: [47]v
#
Først har du skygget for os med din Sang,
nu vil du mørkne for os med din Tale;
men giv hvad Navn du vil den glade Trang,
som hvisker i mig: Livet er at male!
Jeg trænger ingen tydende Forklaring;
jeg venter ingen Engel fra det blaa;
Gud sender ej till hver sin Aabenbaring;
mig er det nok at gaa den Vej, jeg maa.
HIS: 51
#
Og lidet har du fattet Skjønheds Gaade, –
kun slett du ved, hvad Kunsten skal og kan, –
ifald du vil at Frelsens Lov skal raade
i Farvedigtets glade Børneland.
O, tror du Blomstens Rett till smukt at tindre
er større, naar den Lægdomskræfter bær
i Stænglens Saftgang og i Bladets Indre,
end naar den kun har Duft og Farveskjær?
#
Og tror du Fugl skal sidde stum i Skog,
hvis ej dens Sang kan lindre nogens Klage?
At alt, hvoraf du ej kan Lærdom drage,
er uden Mening i Naturens Bog?
Jeg tror paa Sjælens Rett till Fryd ved Livet,
paa Røstens Rett till Sang for Sangens Skyld; –
at samme Rett er Vaarens Hvid{ <...> }vejs givet,
som den, der givet er till Hægg og Hyld.
1.utg: [48]r
HIS: 52
#
Og sig mig saa tillslutt, med Haand paa Hjerte,
med Sandhed fuldt og helt paa Læben lagt, –
fik du det Naadens Kald, som klart dig lærte,
du kaaret er till Lysets Fanevagt?
Har du fornummet Herrens Pindsemorgen?
Har du følt Duen dale paa dit Sind?
Har du hørt Røsten højt fra Himmelborgen
at vie al din Livsensgjerning ind?»
#
Det var en Stund før Presten samled Ord
for Svaret, som laa gjærende i Barmen;
en Feberglød ham opp i Kinden foer;
han hvisked, mens han greb sin Ven om Armen:
«Ja, jeg har Kaldet; men till spredte Tider;
som Maanen voxer det og tager af;
jeg vugges opp og ned, som Skib paa Hav;
i Strid jeg beder og i Bøn jeg strider.
HIS: 53
#
Men jeg vil sejre; først i eget indre,
saa over Brødrene paa Jordens Kreds;
jeg tør ej prutte; jeg er ej tillfreds
med noget; alt maa gjøres, intet mindre.
Se, Tidens Kræft er Arbejdets Fordeling;
den ætser alt, hvad der er helt, ihjæl; –
en sørger for sin Bug, en for sin Sjæl,
en for sin Lærdom, en for sin Forkjæling.
1.utg: [48]v
#
Se, derfor er vor Slægt i Dyndet sunken.
Thi Trællen higer nok mod Løftets Land,
men lusker gjennem Livet, lam og lunken,
og havner hvor det helst sig falde kan.
Sig, hvor er den, som vil og tror og ser, –
som slaar for samme Maal, hvorfor han brænder?
Jeg ser ej Mennesker paa Jorden mer;
jeg ser kun Maver, Hoveder og Hænder.
HIS: 54
#
Men det var Mennesker, som Herren skabte.
Det var till Mennesker at Kristus kom; –
thi det var Mennesker, som var fortabte
og skulde kjøbes løs fra Lovens Dom. –
Nu ligger fast i Grus det store Værk; –
still dig paa Tinden, Mand, og se kun efter; –
græd om du kan, – og le, hvis du er stærk, –
og raab saa: « ha, de skjønne spildte Kræfter!»
#
Nu ved du Fingerpeget for min Sjæl.
Grant skjønner jeg at hvad der staar tillbage,
som Livsværk for en Mand i vore Dage,
det er, paany at gjøre Slægten hel.
Mirakeltiden raader ikke længer;
Gud skaber ingen Adam mer paa Jord;
det er till Mandehjælp at Herren trænger,
skal Slægten atter bringes i sit Spor.
1.utg: [49]r
HIS: 55
#
Se, derfor vil jeg gaa i Verden ud,
og samle Lemmerne, de spredte Dele,
og skabe Mennesket, det sande hele,
for anden Gang i Lignelse af Gud.
Og derfor har jeg Krig med dig og dine,
med alle, ved hvis Vrangsyn Slægten faldt, –
som dyrked Sandhed i den enkle Mine,
mens Sandhed er i intet uden alt!»
#
Med Øjne som en ængstet Fugl i Fælden
svam Pigen paa hans Tankers stride Flod; –
det var som om hun bøjdes under Vælden
af Viljestormen i hans stærke Mod.
Men Ejnar rysted paa sit lyse Hoved
og svarte med et Smil paa venlig Vis:
«Jeg ser, som Mand du holder, hvad du loved
som Barn, at vordi till et Verdens Ris.
HIS: 56
#
«Jeg mindes godt fra Skolen mangen Stund,
naar ind vi drømte os i Fortids Sage
med al dens Vold, dens Urett og dens Klage,
og digted vidre paa vor Kundskabs Grund; –
till Hjælp og Trøst du aldrig kom i Nøden;
du stængte aldrig for de ondes Færd;
du lod det værste ske; men efter Brøden
du stormed frem med Hævnens hvasse Sverd.
1.utg: [49]v
#
Det er det samme Sind, som nu dig driver
till vildt at vende Verden opp og ned; –
men vid, hvert Frø, som opp med Rod du river,
en bedre Spire kræver i sit Sted.
Slukk ikke Tyristikken, skjønt den oser,
før du har Lygten tændt for Folkets Spor; –
stryg ej af Sproget ud de gamle Gloser,
før nye Tanker kræver nye Ord.
HIS: 57
#
Og husk, ens Kald med Livets Vilkaar tidt
kan staa paa krigersk Fod. Stiftskapellanen
har knapt sin Plads paa Reformatorbanen; –
hvor Fjellet lukker, naaer ej Røsten vidt.
Forstaa mig vel. Jeg ved, fra ringe Stilling
er mangen Verdenskjæmpe gaaen ud; –
men dette Folk er myntet till en Skilling; –
forfalsk ej Præget, som det fik af Gud.»
#
Da klukked det i Presten, lig en Latter,
der døde før den frem paa Læben rakk;
et Haanglimt om hans fine Mund sig trakk
og legte der, mens han tog Ordet atter:
«Ja, dette Folk er tvedelt af Natur!
Det er et Storværksfolk naar Glasset klinger,
naar Sang og Tale løser Aandens Vinger
og Tanken flyver fra sit Hverdagsbur.
1.utg: [50]r
HIS: 58
#
Det er et Folk med mageløse Minder;
det er et Folk, som var saa stort engang;
det er et Folk af Kæmper og Kæmpinder –
naar Skalden har Bestilling paa en Sang.
Det er et Folk, saa stærkt, saa uforsagt;
det er et Folk, som knytter Haand mod Østen;
det er et Folk, som staar mod Syd paa Vagt –
naar Taleren ved Gildet hæver Røsten.
#
Det er et Folk, hvor Hvermand er saa gjæv,
at hele Verden kan hos ham faa lære
hver herlig Egenskab, som skjænker Ære, –
hvad jo et Sandhedsvidne engang skrev.
Det er et Folk, som tryggt tror paa sin Rett
till Verdensstyrelse fra Klippekrogen,
som tog sin Væxt mens Tidens Aand gik trætt; –
sligt Folk er vort – ifølge Skudsmaalsbogen.
HIS: 59
#
Men klæder Tiden sig i Uvejrskofte,
og tystner Snakken for en Livsdaads Krav,
og gjælder det at svinge Staal for Stav
og bære Slidren tom ved venstre Hofte, –
hvad er saa dette Folk, dets Mænd, dets Kvinder?
Et Folk, som har paa hver en Evne Brist;
et Folk, som gjør sig selv saa smaat tillsidst,
at fast af egen Synskreds det forsvinder.
1.utg: [50]v
#
Da skriger Kvinden og da viger Manden;
da stoppes Øret till for Bøn og Bud;
da nævner vi os Fattigfolk ved Stranden,
som, Gudskelov, fik Skillingspræg af Gud.
Hvad har ved Styrkestævnet vi at gjøre?
Hvad gjælder der vel Klippesønnens Skjærv?
Han fik engang for alle jo det Hverv
at styre Plogen og sin Skude føre.
HIS: 60
#
Hvad kan vi for at Fienden sig nærmer?
At bringe Offer er de andres Sag.
Det var till Stads kun at en uklar Sværmer
skar Splitt og Tunge i det norske Flag.
Nej, lad de store Samfunds Kinder gløde
naar Tidens Aare flommer hed og fuld; –
vi skabtes till at pløje Hav og Muld;
vor Gjerning er at svede, ej at bløde.
#
Ti Aar endnu, saa har vi Folkemørket,
den klamme Halvnatt for en Dvergfloks Dont,
hvor Viljen vimrer mellem godt og ondt,
hvor Hvermands Syn er dumt, hans Bryst fortørket.
Da ruger Stenkulskyen over Landet,
lig Askeregnen over Oldtids By;
men ingen ser at Strøget er forbandet,
og ingen rinder det ihug at fly.
1.utg: [51]r
HIS: 61
#
Nej, tvertimod! I Gruvens krumme Gange
vil Pusslingflokken kjende sig saa trygg,
og bryde Malmen under Drypvandssange,
med Pukkel paa sin Sjæl som paa sin Rygg.
Hvert Hjerteslag af Hammerslag vil døves,
hvert Sjæleskrig af Sagbladstandens Fil;
ved Venners Ve vil intet Hjerte kløves,
ved Frænders Fald ej slukkes noget Smil.
#
Og trues selve Troens Sol i Norden
af Tvivlens Fenris under Gluff og Glam, –
vil Dvergens Ættling finde det i Orden,
det er en Sag for andre, ej for ham.
Han hører till et Folk, kun skabt for Kiv,
men ej for Strid for Sejr og for Berømmelse, –
han nøjes med at naa, bag dette Liv,
en Smule Salighed eller lidt Fordømmelse.
HIS: 62
#
Hvad rager ham de Naglespor i Hænder?
Hvad Dødens Angst i Oljebergets Lund?
Hvad Blodrubinerne, da Tornens Tænder
bed Herrens Pande i den store Stund?
Det var jo for de andre Kristus døde;
till dem han kom som Kjærlighedens Tolk; –
kun Spanremslaget af den evige Jøde
var hvad vor Herre led for dette Folk
1.utg: [51]v
#
Ej Ord blev svaret. Stillt, som rædde Børn,
der gaar paa sorgløs Bærfangst gjennem Lien,
og staar med et for Bergets barske Bjørn,
stod Parret fjettret for ham midt paa Stien.
Med Øjne bundne till det vrede Skræmsel,
med kolde Hænder i hinanden klemt,
tillbage stirrende, forvildet; skræmt,
de sneg sig lydløst bort og søgte Gjemsel.
HIS: 63
#
De kom ham snart afsyne. Ejnar aanded,
som en, der havde haardt og svarlig stridt;
hun trakk sit Vejr, som en, der tungt har vaandet
sig under Nattens hemske Mareridt.
Han vilde synge, men hans Stemme svigted; –
han vilde le, men da var Røsten hul; –
han vilde spøge, – Spøgen var en Fugl,
som flygted, da den skjønte Jægren sigted.
#
Saa vendte han sit Syn mod Sydens Pinje,
mod Laurbærlunden, mod Citronens Guld,
mod Sommerlivet i den varme Vigne,
mod Drueklasen, funklende og fuld. –
Med Øret kun hun fanged hvad han malte;
halvt uden Sekraft saa hun over Fjord
og havde kun till Svar de enkle Ord:
«Men saa du hvor han voxte, mens han talte!»
1.utg: [52]r
HIS: 64
Kirkevejene.
#
Der er et Sagn om Trollet, som kom gaaende
og skulde over ved en Fjord etsteds –
men skræved ikke vidt nok, og blev staaende
paa hundred Favne Vand. Det rakk tillknæs.
For slige Karle synes Stien dannet,
som bær fra Tinderne till Fjorden ned;
to Dale deler den i trende Led, –
en tre Trins Trapp fra Vidden ned till Vandet.
HIS: 65
#
Gaa timevis og vend saa oppad Øjet,
og du vil tro du staar ved Bergets { F }Rod;
men nedenfor, hvor Dalens Løb er bøjet,
du har det andet Braadyb for din Fod.
Den øvre Dal er trang og sort, skjønt sneløs, –
der haster Isvandsbækkene forbi; –
den nedre Dal er trang og graa og træløs, –
der dør og fødes Mennesker, som vi.
1.utg: [52]v
#
Men tro kun ej du er ved Fjorden fremme,
hvor spredte Sjele bor som Grænseskjell
imellem Liv paa Vang og Død paa Fjell, –
hvor Sol er kold, hvor Armodsdom har hjemme.
De nedre Galler maa du nedad stige;
der ser du Bygder af et andet Slags;
paa favnestore Akre gulner Aks;
der modner Frugt; dernede bor de rige. –
HIS: 66
#
Det var i øvre Dalen at de mødtes.
De kom som Lynskyer sejlende till Slag;
de stødte sammen; der gik Glimt og Brag
af Uvejrstævnet, – derpaa bort de stødtes. –
De to tog Vejen ende nedad Bakken;
men Brand gik langsmed Stupet; han var kjendt;
han spændte Skræppen højere paa Nakken,
skred Fod for Fod med Øjet indad vendt.
#
Korsdragerlykken lyste paa hans Pande.
Han svælged i den pinefulde Fryd
en Sjæl kan suge af det Ord « fortryd» –
paa Spra{g}ng imellem favne og forbande.
Han havde mødt den sommerglade Sanger,
han havde døvet Sangen med sit Ord,
han havde vendt hans Syn fra Sol till Jord, –
han saa sit Værk og vred sig i sin Anger.
1.utg: [53]r
HIS: 67
#
Han bredte sine Arme vidt for Vinden;
fremover sprang han saa med aaben Favn;
der brandt en Taare hed og salt paa Kinden;
han raabte, som i Angst, paa Ejnars Navn.
Det blev ej hørt. Og atter s{ <...> }agtned Farten,
og atter svaltes Svien i hans Blod; –
udover gik han till han stod paa Knarten,
hvor Stien vinder sig till Bergets Fod.
#
Langt foran og dybt nede gik de to;
men Hest og Fører var forlængst afsigte.
Hun prøvte Kloppen, der var lagt som Bro;
det lod som han var rædd den skulde svigte.
Dog over kom de, og med sænkte Hoder
de skred langs Randen af det vaade Gab; –
hun gik og bar, som Menneskenes Moder,
sin Kundskabs Vinding, Paradisets Tab.
HIS: 68
#
Snart blev de borte mellem Holt og Skred;
me{d}n Brand blev ved at stirre, søge, lede
fra Højden, hvor han stod, i Dalen ned; –
det var sin Hjembyggd som han saa dernede.
Han kjendte Vandet, trangt og krumt og sort,
og Jordfaldsbakken med de magre Birke,
den runde Kirkegaard med Stentagsport,
den brustne Bro, den tjærebredde Kirke.
1.utg: [53]v
#
De spredte Grænder kjendte han igjen;
hver Bugt paa Vejen kunde han erindre;
det røde Telthus, saa han, stod der end;
dog tyktes ham at alt var blevet mindre.
Han saa den brede Kløft hvor Fjorden slaar;
han saa en Jagt, som stod till Lands for Børen;
han saa en Brygge og en hvidmalt Gaard; –
det var Landhandlerenkens Gaard paa Øren.
HIS: 69
#
Det var hans Moders Gaard, hans Barndoms Hjem,
der var han voxet mellem Strandens Stene.
Nu myldred der en Hær af Minder frem,
som før forgik i Natten af det ene.
Han skjød dem fra sig og han jog dem væk,
men atter kom de gjækkende og { <...> }grinende;
«Brand, kan du huske –?» spurgte de ham pinende; –
hans Bryst blev trangt, han kjendte Hjemmets Skrækk.
#
Han kjendte Klemslen af at staa i Slægt
med noget, som laa udenfor hans eget;
hans halve Styrke var som fra ham veget
for Tyngslen under Fællesskabets Vægt.
Hvad stort han nylig vilde, blev ham fremmed;
hans Evner sygned og hans Hug blev sprød;
han kjendte sig ved Nærmelsen af Hjemmet
som Samson klippet i sin Skjøges Skjød.
1.utg: [54]r
HIS: 70
#
Han slang sig ned ved Vejen paa en Helle
og s{ <...> }agde halvt i Tanken halvt med Ord:
Det er som Drauger stod og græd ved Fjord,
det er som Trolle skreg fra alle Fjelle.
Ja, ja, – I kan vel kjende mig igjen,
skjønt jeg er bleven stor fra sidst I saa mig; –
jeg skaaren er af eders Skyldfolks Lænd;
vi er i Slægt og I vil hilse paa mig.
#
Se nu, hvor mørkt og koldt det blir ved Stævnet;
det trækker opp till Uvejr; det er rett!
Der ude strømmer Regnen strid og tætt;
nu minsker Jagten Sejl; dens Fok er revnet.
Stryg, Storm, og sval min Pande, sval min Kind;
fej Luften ren for alle Mindets Dunster;
der ligger Pest i dem, som ingen Kunster
har Helsebod for uden Fjernets Vind.
HIS: 71
#
Min Moders Gaard –; se, den er malet ny,
har Teglstenstag og grønne Vinduskarme, –
men ligger vejrhaardt, savner Træers Ly,
har skjelden Sol og aldrig Middagsvarme.
Der gaar hun Aar for Aar, bestandig lig
sig selv, med Rastløshedens evige Lænke paa,
og s{ <...> }kjøtter sit og regner og blir rig, –
saa rig, saa rig, at det er styggt at tænke paa.
1.utg: [54]v
#
Med et han lo, men bittert, som i Graad,
idet han Øjet langsmed Liden sænkte; –
hans Røst lød dæmpet, kort og hvass og kaad,
mens halvt som drømmende han halvlydt tænkte:
«Se, der er Nøddeskogen. Den har Minder!
Der saa jeg første Gang det norske Mod;
der saa jeg første Gang det norske Blod,
og Maaden, hvorpaa det i vor Tid rinder.
HIS: 72
#
Det var den klare Høstdag; godt jeg husker,
hvor Haslen stod og rasled, brun og gul;
Paa Rognen hang de røde Bær i Dusker, –
og hvilken Mylder, hvilken Sang af Fugl!
Vi var paa Hjemvejen alt; jeg var den sidste;
højt hang en Hams, og den var svær at naa; –
da hørte jeg som Knas i tørre Kviste,
jeg hørte Trin; det var en Mand jeg saa.
#
Han gik og bar en Øks indunder Trøjen;
ved hvert et Steg han glytted bag sin Rygg;
saa seg han ned, som magtløs efter Møjen;
om lidt, saa stod han opp og tyktes trygg.
Han lagde Øksen paa en vindfældt Stamme
og trakk af Lommen opp en Klud, et Baand, –
og skotted atter rundt, og i det samme
han hugg en Finger af sin højre Haand.
1.utg: [55]r
HIS: 73
#
Jeg saa kun Blodet sprang; jeg ved ej mere;
jeg løb min Vej og taug med hvad jeg saa.
Men næste Morgen fulgtes jeg med flere
till Thingstad, hvor Sessionen skulde staa.
I Stuen sad Kaptejnen ved et Bord
med Dok{ or }tor, Foged, Skriver og Betjente.
I Flok stod Byggdens Mænd og skifted Ord;
de hvisked om at Ufred var ivente.
#
Og en for en blev raabt paa blandt de unge,
blev maalt og prøvet og blev skrevet opp;
naar det var gjort, han gik med Miner tunge
tillbage till den hjerteklemte Tropp.
Tillslutt kom en, som bar sin Haand i Klæde.
Hvor Dødens bleg han over Gulvet gik!
Han skulte ned for sig; jeg saa ham svede; –
jeg kjendte ham ved første Øjeblik.
HIS: 74
#
Han viste nølende sin Haand i Bindet
for dem, som sad omkring det lange Bord;
han stammed noget om en Sigd, som foer
i Fingren ind og skar den af till Skindet;
han nævnte noget, som var hændt i Vaade;
han stod som Billed paa en Verdens Nød,
han stod som en, der løj og dog fortrød, –
som Haabløsheden selv, der bad om Naade.
1.utg: [55]v
#
Den hele Almue stimled tætt omkring;
de højned sig paa Tæer, de steg paa Krakke;
de glode, glante, glemte rent at snakke,
og hvert et Blik traff Gutten som et Sting.
Stillt raadslog de en Stund, som sad om Bordet.
Da stod Kaptejnen opp, den gamle, graa; –
han vilde tale men han svælgte Ordet; –
han spytted, pegte ud og sagde «gaa!»
HIS: 75
#
Og Gutten gik. Folk veg; de gjorde Gang,
hvor han fik slippe gjennem uden Hinder; –
saa rødt som Blodet, der fra Fingren sprang,
saa rødt var Blodets Bluss nu paa hans Kinder.
Han gik fragaarde, længere, højt tillfjells;
man saa fra Tunet efter ham fortællende;
han steg og steg till ikke mer han skjells; –
han hørte hjemme indimellem Fjellene. –
#
Den Gutten har jeg tænkt paa mangen Dag; –
især hin syttende Mai, da Folket mødte
paa Byens Torv og gik med Sang og Flag
i Prosession till Frihedsmandens Støtte.
For første Gang som Rus jeg der var med;
jeg gik imellem Ungdom frisk og spillende;
jeg kjendte noget grænseløst oppildende
i denne Folkeflod, som sang og skred.
1.utg: [56]r
HIS: 76
#
Den brede Gade var for trang for Toget.
Hver Tramm var tætt besatt, hvert Vindu fuldt;
der smilte fagre Kvinder till os huldt;
der blinkte Baand, der dryssed Blomster broget.
Kanoner tordned; Faner slog og flommed,
og Støvet slørte som en Slagdags Flor,
og Folkesangen lød, Smaagutter trommed,
og Hjerter vidned « dejligt er vort Nord!»
#
Vort Lands Fortrøstning og dets Haab i Knopp,
ja, mange tusind stod om Monumentet:
Stillt blev det nu; det lod som en blev ventet.
Da steg en Mand paa Støttefoden opp.
Og Raab og Haandklapp bruste som en Bølge,
og Hurra skingred till Trompeters Skrald;
«der er han!» lød det trindt i Flok og Følge; –
det var et Folk, som hilste paa sin Skald.
HIS: 77
#
Thi denne Mand var Folkets store Digter.
Lys, akselbred og stærk, foruden Hatt,
han stod ved Løven, greb om Stenen fatt,
og mætted Mængdens Syn, som Storhed pligter.
Og da saa Bifaldskjendelsen var høstet
i nye Raab og Klapp fra langs og tvers,
da løfted han sin Stemme, fyldte Brystet,
og talte, først paa Prosa, saa paa Vers.
1.utg: [56]v
#
Først talte han om Morgensolens Brydning
i Ejdsvoldslunden efter Trældoms Natt;
saa talte han om Friheds vundne Skatt,
og saa om Dagens store Festbetydning.
Hans Øjne skinned i en fugtig Taage, –
og Mængdens Syn var skinnende som hans; –
det var det Skin, som vindes ved at vaage
et Døgn om Bollen i ubændig Dans.
HIS: 78
#
Saa talte han om Sammenhæng i Slægterne
fra før till nu; hans Tales Magt var stor;
i Ban han lyste Folkegudsfornægterne;
vidt over Vrimlen runged disse Ord:
«det Blod, som af en Normands Aare rinder,
det er det Blod, som af Jarl Haakons randt;
det Bluss, som brænder paa en Normands Kinder,
det Bluss paa Tordengudens Kinder brandt!»
#
Da husked jeg det Blod, som randt i Skogen,
den Kind, som blussed ved det lange Bord; –
et Isdryp gjennem mine Lemmer foer,
et Lyn brød Drømmen af og jeg var vaagen.
Jeg saa mig om. Mon ingen vilde skratte?
Nej, tvertimod; man lytted aandeløs;
kun Mumling lød, som Vellystknurr fra Katte,
hvis Rygge stryges og hvis Hager kløes.
1.utg: [57]r
HIS: 79
#
Han kildred Mængden og den lod sig kildre; –
kun jeg stod knuget under Sandheds Vægt;
jeg vidste hvorfor Blodet plejer silre,
og hvorfor Kinden gløder i vor Slægt.
Jeg løb derfra, som om fra tusind Pøler
jeg skimted Djævle fejre Festens Døgn;
men bag mig skreg en tusindmundet Brøler; –
det var mit Folk, som stempled Skaldens Løgn!»
#
Han sprang fra Hellen opp; han saa nedover,
hvor Byggden laa i Skygge vaad og sort;
hans Ansigt var et Uvejr ligt, som sover;
hans Syn var ej blot strengt, men mørkt og haardt.
Han ligned Moses, denne unge Prest; –
i all det gamle Testamentes Vrede
han stod som Herrens Ørn og saa dernede
sit Folk i Ørknen holde Guldkalvsfest.
HIS: 80
#
Dog, atter strøg et Solskjær over Panden;
den lysned og den glatted sig till Ro.
Han saa en Baad, som lagde ud fra Stranden, –
og borte bagom Odden saa han to.
Snart saa han ti, som ind mod Oset gled,
og langsmed Vejene var Liv og Virke;
der vandred Flok paa Flok, og alle skred
mod samme Maal, mod Byggdens gamle Kirke.
1.utg: [57]v
#
Det var ved Kirketid. Hans Syn sig sænkte
mod denne underlige stille Færd,
og dæmpet fra hans Bryst de Ord sig trængte:
Hvad er for Herren disse Sjæles Værd?
Vidt over Jord er nu de hellige Timer;
der peger tusind Tempelspir mod Sky;
der bruser Orglers Flugt; der Klokker kimer;
der kalder Messesang till Fredens Ly.
HIS: 81
#
Der er der S{ <...> }olskin; der er højt till Himlen;
derude gnider Aand mod Aand sig blank;
der former Tankens Malm sig till en Hank,
som løfter hver en enkelt over Vrimlen.
Der daler Engle, store, stærke, stille,
og byder sig at bære Slægtens Bud; –
der er det dog fremkommeligt till Gud.
Det gjælder kun at vaage og at ville.
#
Men her. Se Kirken med sit Spaanværks Tjeld.
Ej Taarn, ej Spir, ej Kors mod Højden peger;
ej Klokker kalder; intet Orgel leger,
og klemt den ligger mellem Fjell og Fjell.
Hvor Himmelstrimen snævres ind af Skavler!
Hvor Taagen trykker paa den mørke Hej!
Men endda se, hvor Menigheden kravler
og kryr og myldrer efter Kirkevej.
1.utg: [58]r
HIS: 82
#
De stille Folk vil ogsaa være med
at blande Røster ind i Verdenskoret.
Hvad gav Gud Herren dem at løftes ved?
Hvad Due skikked han till dem med Ordet?
Hvad fik de udenfor det nøgne Liv?
Hvad maner dem till Pris og Takkebønner?
Han bød, han talte ud sit strenge Bliv,
og Folket blev – Elendighedens Sønner.
#
Et gad jeg vide. Dersom hele Slægten
gik under just som Frelsens Stund var nær,
og disse spartes kun, – mon Syndevægten
var tagen bort med Blod, som nu den er?
Mon Herren havde sendt sin Søn till disse?
Mon Korsets Strid for disse faa var stridt, –
saa stor en Løsning givet for saa lidt?
Jeg tror, jeg tror han havde det tillvisse!»
HIS: 83
#
Han hasted fremad for at naa derned;
men i det samme hopped ud paa Stien
en liden Sten; den trilled og den skred,
till den blev liggende langt nedi Lien.
Han skotted opp; – der stod en ragget Hund
og saa paa ham med Ører spidse, spændte, –
og lige bag ved Hunden stod en Jente,
som lo og holdt et Klæde for sin Mund.
1.utg: [58]v
#
Hun tyktes halvvejs voksen, halvvejs Barn,
varmblodig, frisk og længselfuld og fyldig,
uredig med sig selv, knappt fuldt uskyldig,
men vildsomt anende, skjønt uerfarn.
Hun stod, som om hun gjønte gjennem Taarer,
hun aanded som hun bar paa Lyst og Ve;
gulbrun var Huden; det var lett at se,
at der sprang Taterblod i slige Aarer.
HIS: 84
#
Hun havde Haaret klippet som en Gut.
{d}Dybt under Panden laa de sorte Øjne,
som saa paa Presten stivt og uafbrudt,
saa sælsomt lokkende og dog forfløjne.
Den korte Stakk slog blaffende om Benene,
og hendes Fod var snørt i Skind og Baand;
hun bar et Bukkehorn i { <...> }højre Haand;
der stod en Buske bag; hun holdt i Grenene.
#
Forundret, som det Barn der nylig fødtes,
hun stirred ned og Prestens Syn bar opp;
saa gik der skiftvis mellem Sti og Topp
to Spørgsmaal uden Ord, som midtvejs mødtes.
Dog, snart vandt Præsten Mæle; med et Nik
han spurgte mildt « Guds Fred, – hvorlangt gaar Vejen?»
Men Jenten skreg som truffen af et Stik;
hun slapp den Gren hun holdt, og kløv i Hejen.
1.utg: [59]r
HIS: 85
#
Hun gav ej Svar, hun bare kløv og kløv;
han hørte Smaasten rasle, Lyngen knirke.
Højt oppe stod hun stille. Kold og sløv
hun saa paa ham og raabte ned «till Kirke!»
Paa nyt hun steg, – steg højere endnu,
og endda højere; – saa stod hun atter,
holdt Haanden hul for Mund, – «till Kirke, du!»
hun raabte ned, men denne Gang med Latter.
#
Hun steg till hun blev borte bag en Flig
af Bræen, som hang udfor, kold og kornet.
«Till Kirke!» raabtes der som i et Skrig,
men denne Gang kom Raabet gjennem Hornet.
«Till Kirke» raabte hun, snart her, snart der,
men altid højere og længer borte,
snart mellem Bræerne, snart bag de sorte
grusklædte Nuters Flok, som Vidden bær.
HIS: 86
#
«Till Kirke» raabte Jenten, snart med Mund,
snart gjennem Horn, i Haand, snart gjennem begge;
det ljomed vidt udover Dalens Bund,
det slog som Gjenlyd fra de nordre Vægge.
«Till Kirke runged det, snart som en Sang,
snart som en Latter, snart som fjerne Klokker;
snart lød det som et Skrig, og snart det klang,
som naar en Slaatt i Ødemarken lokker.
1.utg: [59]v
#
Det var som noget frøs i Prestens Blod.
Stillt stod han længe stirrende og lyttende,
mens Røsten rulled, skiftende og flyttende,
snart bag ham, snart fra Siden, snart imod.
Till Kirke skulde hun; men dybt i Dalen
laa Kirken under ham; og hun steg opp.
Hvor langt? Hvor hen? Ind mellem Tind og Topp;
bort mellem Støtterne i Højfjellssalen.
HIS: 87
#
Og dog till Kirke! Kirke? Uvisst blinkte
et Navn som Lynskjær i hans Minders Natt;
det kom, det veg, det hvissled og det vinkte,
det glapp paa Tungen; men han fik det fatt.
Først lød det ham saa underligt, saa fremmed;
men mer og mere tog det kjendte Trækk;
tillslutt strøg alle Tidens Taager væk,
og Navnet stod der skarpt i Lys af Hjemmet.
#
Han kom ihug en Afdal langt derinde,
hvor Vidden hviler under frossen Sne;
den er en Revne mellem Tagg og Tinde,
med Halvloft over, spændt af Skavl og Bræ.
I Frost, i Tø, i Fygvejr Vintren bygger
udover Væggen ludende hint Hvælv; –
igjennem Dalen gaar en leret Elv;
et Fjellvand ligger der med sortblaa Skygger.
1.utg: [60]r
HIS: 88
#
Tidt Hvælvet halvvejs over Dalen naaer;
det skyder sig saa yderligt, saa bristende;
Isbækken tærer hulende og listende;
men Skavlen øger sig fra Aar till Aar.
Dog, kommer saa engang en solvarm Sommer,
da brister Viddens Værk med Brag og Bram{;}m;
da vokser Bækken, Elven slaar og flommer,
og Skavlen brækker paa den bratte Kamm.
#
Det Lag, som bar den, bort som Isdryp skylles,
og Drøn og Revner varsler om dens Fald;
et Blaff, en Snerøg, – saa et Brøl, et Skrald,
og Skredet gaar og hele Dalen fyldes.
Et Tordenslag, e{f}t Rifleskud er nok,
naar Bræen hænger i sit skjøre Belte, –
og gjennem mange Aar maa Elven velte
sig frem i Dybet under lukket Laag.
HIS: 89
#
Han kom ihug, fra dengang han var liden,
et sælsomt Fund, som blev for Dagen bragt.
Langt opp i Tiden foer en Mand paa Jagt,
og ingen havde set og spurgt ham siden.
Han havde jaget Ren etsteds derinde;
et Skud blev løsnet og der gik et Skred; –
man nævnte endnu baade Tid og Sted,
skjønt Sagen selv var hændt før Mandeminde.
1.utg: [60]v
#
Nær hundred Aar derefter fandt de Skytten.
Den knuste Renflok og det truffne Dyr,
hans Rifle, Kuglepungen, Jægerhytten, –
alt kom for Dagen paa den frosne Myr.
Saa skulde smaa og store se paa Fundet;
han kom ihug at han fik følge med.
Nu husked han, trods Tiden, som var rundet,
hvad Folket kaldte dette hemske Sted.
HIS: 90
#
Iskirken kaldtes det. Der bar en Sti
did opp højt over ham langs Bergvæggskrenten, –
og den, som vil derind, maa her forbi; –
men lige her forbi gik netop Jenten.
Iskirken gik hun till. Et Pust fra Bræen,
et Gufs af Snerøg og af Isslagsvejr
han tyktes kjende da hun stod ham nær.
Hun kom fra Sneen og hun gik till Sneen.
#
Alt stod for ham i Skjær af denne Kulde.
Hans saa sin Hjembyggds Liv, dens Døs, dens Kamp,
som gjennem Sløret af en Rimfrosts Damp;
og det var tvers igjennem den, han skulde.
Han ønsked sig en Hest, gad stryge jagende
hver Grænd, hver Gaard forbi, men mest sin Moers, –
gad intet høre, uden Gnisten spragende
bag Hestens Hovslag, – og saa bent tillfjords.
1.utg: [61]r
HIS: 91
#
Ombord, ombord! Hvem lukker sig vel inde,
naar Verden ligger for ham fri og flakk?
Hvem sprænger Sten i Ødemarken brakk,
naar der er odlet Pløjeland at finde?
Hvem planter Kjærner for at høste Frugt,
naar der er Ungtræer nok, som snart har Aldren?
Hvem skriger Struben hæs i Døgnværkskvaldren,
naar han har Syners Lys og Tankers Flugt?
#
Hvem sælger Livets Gjerning for saa lidt?
Han husked Ejnars Ord: Stiftskapellanen
har knappt sin Plads paa Reformatorbanen;
{H}hvor Fjellet lukker, naaer ej Røsten vidt!
Saa ud af Fjellene og ind i Dagen!
Han højned sig, skjød Rygg, hans Hug var stærk;
Vorherre sad og vented paa hans Værk. –
At gjøre Slægten hel, det var jo Sagen.
HIS: 92
#
Han saa ej Folket vimre for sin Fod;
hans Langsyn fæsted sig mod højre Baner;
han saa et Storværkstog med Sang og Faner,
med Sejren efter Offer, Fald og Blod.
Med al den Magt, en ensom Sjæl kan eje,
han higed udenfor sit trange Hjem;
der saa han Skimt af sine Kirkeveje,
lig Solskin udenfor en Dør paaklem.
1.utg: [61]v
#
Hvad ragte ham hin Kirkegjæst i Sneen, –
de to, som valgte Glædens Kirkegang, –
den Flok, som krøb i Dalen dyb og trang?
Hvad han skal læge, er jo Verdensveen!
For alle er det jo hans Røst skal tone.
Han gik saa stolt, som Værket alt var gjort, –
saa stor, som om han bar en Tornekrone.
Da saa han opp. Han stod ved Kirkens Port.
HIS: 93
APPENDIKS
Replikkutkast
HIS: 94
1.utg: [33]r
HIS: 95
Første
Se, hun stirrer paa ham nøje,
Spejder lig i Fiendelejr, –
Anden
Nu hun søger Vennens Øje
venter taus paa Svarets Sejr.
1.utg: [33]v

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her